Nyhed
Italiener bliver ny 1. gæstedirigent for Det Kgl. Kapel
9. december 2020
9. december 2020
Det Kgl. Kapel har fundet en afløser for chefdirigent Alexander Vedernikov, som døde med Covid-19 i november. Italienske Paolo Carignani er udpeget som 1. gæstedirigent for orkestret fra den kommende sæson og tre år frem.
I en pressemeddelelse siger operachef John Fulljames om Carignani:
»Paolo har høstet stor anerkendelse som dirigent på Det Kgl. Teater igennem flere år. For nylig i forbindelse med opsætninger af Verdis operaer ‘Simon Boccanegra’ og ‘Trubaduren’. Vi ser frem mod at forstærke vores relation til Paolo, der er en vidunderlig dirigent og musiker især i det italienske repertoire, der er en så central del af vores kunstneriske vision«.
Paolo Carignani, som er tidligere chefdirigent for Opern- og Schauspielhaus Frankfurt, har stået i spidsen for Det Kgl. Kapel flere gange tidligere. Senest ved Operaens opsætning af ‘Carmen’ i sæsonen 19/20 og igen når tæppet går til premieren på Amon Miyamotos nye opsætning af ‘Madame Butterfly’ 30. januar, hvis alt går vel.
Dirigenten er uddannet i komposition, klaver og orgel ved Giuseppe Verdi Konservatoriet i Milano og har senere studeret direktion under Alceo Galliera. Han er en flittigt brugt gæstedirigent i de italienske og store internationale operahuse og skal – efter planen – bruge sit forår på podierne i bl.a. Staatsoper Hamburg, Wiener Staatsoper og Grand-Théâtre de Genève.
Foto: Robert Fischer
Læs mere: Det Kongelige Kapels chefdirigent er bukket under for Corona
FLERE NYHEDER