Nyhed
James Levines musik fjernet fra radiokanal
25. maj 2018
25. maj 2018
Koncertindspilninger med den detroniserede, tidligere chefdirigent, James Levine, er blevet fjernet fra The Mets online radiokanal, ‘Met Opera Radio’. Dermed er optagelser fra mere end 40 år nu pist væk og erstattet med indspilninger fra 30’erne, 40’erne og 50’erne af teknisk tvivlsom kvalitet. Ifølge nyhedsbureauet AP har Levine optrådt 2.552 gange som dirigent for operakompagniets orkester siden 1971.
Efter beskyldninger i pressen for historieomskrivning og en sammenligning med Stalin fortæller The Met til AP, at ændringen er midlertidig, og at indspilningerne med Levine bliver tilgængelige igen på et »passende tidspunkt«. Kompagniet oplyser, at 175 af Levine-indspilningerne fortsat kan tilgås på platformen ‘Met Opera on Demand’, som er en betalingsudgave på operahusets hjemmeside.
Som vi skrev i marts, har dirigenten sagsøgt sin tidligere arbejdsgiver for kontraktbrud og æreskrænkelse, efter han blev fyret på grund af anklager om sexovergreb på mindreårige. Det første møde med dommeren, der skal vurdere sagen, finder sted i denne uge.
Søgsmålet er ledsaget af et erstatningskrav på 35 millioner kr. og en påstand om, at fyringen er kulminationen på direktør Peter Gelbs årelange, personlige vendetta mod Levine. Ifølge stævningen hævder Levine, at Gelb har haft til hensigt »at udelukke ham fra The Met og fuldstændigt slette hans eftermæle fra organisationen«.
Foto: DG
FLERE NYHEDER