Nyhed

John Williams har premiere på sin første klaverkoncert som 93-årig

John Williams har premiere på sin første klaverkoncert som 93-årig | Magasinet KLASSISK

Selv om den amerikanske komponist John Williams mest er kendt for sin musik til blockbusterfilm som ‘Star Wars’, ‘Indiana Jones’ og ‘Jurassic Park’, har han igennem hele sin løbebane haft en parallel karriere som skaber af “seriøse” klassiske værker.

Lørdag uropførte Boston Symphony Orchestra 93-årige Williams allerførste klaverkoncert. Et jazz-influeret værk som New York Times anmelder, Joshua Barone, beskriver som »mere stille og uhyggelig« end hans velkendte filmmusik, hvor han oftest maler med den brede, symfoniske pensel.

»Som koncerten skred frem, stod det klart, at selve orkestreringen mest kun var for syns skyld. Dette er et værk af ekstrem virtuositet, ekspederet med kølig lethed af solist Emanuel Ax, men også af tilbageholdenhed. På trods af den traditionelle form er det mere et triptykon end et værk med en bredt udtænkt arkitektur, episodisk og uhyggeligt atmosfærisk; passager dukker op af stilheden, får deres tur og forsvinder forsigtigt, før nye ideer tager deres plads«, skriver Joshua Barone.

Ved lørdagens opførelse på Boston Symphony Orchestras sommerresidens, Tanglewood, stod chefdirigent Andris Nelsons i spidsen for orkestret og Ax, som Williams har skrevet ‘Concerto for Piano and Orchestra’ til. Orkestret opfører koncerten igen i den nye sæson, og blandt andre New York Filharmonikerne har også værket på programmet i det nye år. Deutsche Grammophon er desuden på vej med en indspilning.

»At komponere en klaverkoncert var særligt udfordrende for mig i skyggen af den enorme kanon af overdådige og forskelligartede klaver- og orkesterværker, der er skabt i løbet af de sidste århundreder«

John Williams

Repertoiret i Williams’ klassiske værker karriere spænder over orkester-, kammer- og soloværker. Musikken, som demonstrerer komponistens afsæt i strømninger fra det 20. og 21. århundrede, har de senere år fyldt mere og mere i koncertprogrammer hos store, internationale orkestre i takt med, at han har trukket sig fra filmmusikken.

Hans værker bliver, udover af Boston Symphony Orchestra, blandt andre også opført af, Wiener Filharmonikerne, LA Phil, Berliner Filharmonikerne, London Symphony Orchestra og Chicago Symphony Orchestra.

Udover hans symfonier, vokalværker samt kammer- og solostykker har Williams skrevet koncerter for stort set alle typer af instrumenter og til solister som Anne-Sophie Mutter, Yo-Yo Ma og James Ehnes.

At han først så sent i karrieren har kastet sig over en stor klaverkoncert skyldes præstationsangst overfor klaverlitteraturens store omfang, fortæller Williams i en pressemeddelelse fra Boston Symphony Orchestra:

»At komponere en klaverkoncert var særligt udfordrende for mig i skyggen af den enorme kanon af overdådige og forskelligartede klaver- og orkesterværker, der er skabt i løbet af de sidste århundreder. Selvom mit mål ikke har været et jazzstykke i sig selv, har en stor del af drivkraften til at skrive det været min erindring om den særlige lyd, der blev skabt af tre legendariske jazzpianister (Art Tatum, Bill Evans og Oscar Peterson; red.). Min musik antyder og mindes de unikke kunstneriske personligheder hos tre mænd, der i høj grad inspirerede mig sammen med så mange andre elskere af klaveret rundt om i verden«.

Foto: DG

Tilmeld gratis nyhedsbrev | Magasinet KLASSISK

FLERE NYHEDER