Nyhed

Korkproppen Gatti stifter nyt orkester

Dirigent Daniele Gatti er ikke til at slå ned. Trods anklager om sexchikane og efterfølgende lyn-fyring fra Concertgebouw Orkestret i august sidste år lykkedes det den 57-årige italiener at lande et nyt topjob som chefdirigent for Opera di Roma kort tid efter. Nu er korkproppen på banen igen med stiftelsen af et helt nyt orkester, Filarmonica di Milano, samt endnu en ny stilling som chefdirigent for det store kammerensemble i Bologna, Orchestra Mozart, Claudio Abbados tidligere orkester.

Det 80 mand store Filarmonica di Milano, eller bare La Fil som det bliver kaldt på orkestrets website, er stiftet i samarbejde med bystyret i Milano og medfinansieret af en række private firmaer, deriblandt forlaget Il Saggiatore, hvor rigmanden Luca Formenton er bestyrelsesformand. Tanken er, at garvede musikere fra store italienske orkestre som La Scala, Opera di Roma og RAI skal spille sammen med yngre talentspirer. Gatti skal dele pladsen på podiet med andre dirigenter.

»Det er meget stimulerende at vide, at en gruppe musikere af det format har ønsket at forpligte sig til dette specielle projekt med mig som fællesnævner«

Daniele Gatti, dirigent

Heller ikke i Bologna står skandalefyringen fra Concertgebouw i vejen for udnævnelsen af den populære Gatti til ny chefdirigent hos Orchestra Mozart. Med det nye job skal han fastholde det høje kunstneriske niveau fra de tidligere chefer, Claudio Abbado og Bernard Haitink, konkret ved at stå i spidsen for et stort projekt de næste tre år. Orkestret blev stiftet tilbage i 2004, hvor Abbado sagde ja til at blive deres første kunstneriske chef og udpegede samtlige medlemmer.

I en pressemeddelelse siger Daniele Gatti om den nye tjans i Bologna:
»Det er både en fornøjelse og en ære for mig at få opfordringen af Accademia Filarmonica og musikerne fra Orchestra Mozart om at lede dem på fast basis. Som det er kendt, skaber dette orkester et privilegeret, jeg vil sige unikt, forhold til deres dirigent. Det er meget stimulerende at vide, at en gruppe musikere af det format, og fra hele Europa, har ønsket at forpligte sig til dette specielle projekt med mig som fællesnævner«.

Foto: Gianfranco Rota

Læs også: Concertgebouw udgiver indspilninger med fyret dirigent

Tilmeld gratis nyhedsbrev | Magasinet KLASSISK

FLERE NYHEDER