Nyhed
LA Phil og Dudamel debuterer på rockfestival i Californien
22. april 2025
22. april 2025
LA Phil og chefdirigent igennem sytten år, Gustavo Dudamel, spillede i weekenden den sidste af to koncerter ved den populære Coachella Festival i Californien.
Coachella, der er en af verdens største med plads til 125.000 publikummer, rummer mange genrer i festivalprogrammet men normalt ikke klassisk musik. Med deres optrædener i påsken var LA Phil det første symfoniorkester i festivalens 30 år lange historie.
Ved de to koncerter optrådte orkestret med en lang række rock- og popnavne og havde, ifølge Dudamel, »den måske bedste weekend i hele deres liv«, skriver magasinet Variety.
Ifølge Dudamel var formålet med at takke ja til invitationen at præsentere forskellige genrer på tværs af skel, som én enhed:
»Ser du, der er slet ikke noget skel. Alle musikgenrer kan forbindes. Vi har muligheden for at vise, at musik er en enhed på trods af, at stilarter normalt opfattes som meget opdelte«.
Dirigenten fortsætter:
»Vi taler om Coachella, en festival. Wagner skrev sin musik til en festival, og det var det fedeste. Folk kom og lyttede til hans operaer. Wagner holdt sin egen Coachella hvert år!«
Fra kufferten med klassisk repertoire luftede LA Phil og Dudamel blandt andet Wagners ‘Valkyrieridt’, uddrag fra Strauss’ ‘Also sprach Zarathustra’ og Vivaldis ‘Fire Årstider’ i Max Richters arrangement samt John Williams’ kendte Darth Vader tema, ‘Imperial March’, fra ‘Star Wars’.
Foto: Timothy Norris / LA Phil
FLERE NYHEDER