Nyhed

Marin Alsop stopper: De største amerikanske orkestre nu helt uden kvindelige chefdirigenter

Marin Alsop stopper: De største amerikanske orkestre nu helt uden kvindelige chefdirigenter | Magasinet KLASSISK

Den ansete chefdirigent for Baltimore Symphony Orchestra, Marin Alsop, er i gang med at takke af efter næsten 15 år i spidsen for et af USA’s største og mest respekterede orkestre. Alsop bevarer dog relationen til orkestret som æresdirigent, og hun skal dirigere en række koncerter fast hvert år.

Hendes afgang betyder et tilbageslag for den amerikanske orkesterscene, hvor ingen af de 25 største symfoniorkestre nu længere har en kvindelig chefdirigent. Mange forventede, at Alsop som den første chefdirigent for et af de store orkestre ville udgøre fortroppen for en ny generation af kvinder, der skulle indtage de vigtigste chefpodier. Det skete imidlertid ikke, og pionéren Alsop mener, at der stadig ligger et stort arbejde i at nedbryde kønsbarriererne.

I en ny dokumentarfilm om Marin Alsop, ‘The Conductor’, siger hun:

»Antallet af fremtrædende kvindelige dirigenter er voksende, men de har endnu ikke fundet ind på øverste niveau. De gamle drenges netværk har været der i århundreder. Vi bliver nødt til at oprette de gamle pigers netværk, så vi virkelig kan være der for hinanden og støtte hinanden«.

Selvom Alsop siger farvel til Baltimore Symphony Orchestra kommer hun ikke til at kede sig. I juli står hun i spidsen for Chicago Symphony Orchestra ved orkestrets sommerresidens, musikfestivalen Ravinia, som har oprettet en stilling som chefdirigent og kunstnerisk ansvarlig til Alsop. Hun fortsætter også i jobbet som chefdirigent for de østrigske radiosymfonikere, ORF Radio-Symphonieorchester Wien.

Herudover skal dirigenten i gang med promovere et nyudgivet bokssæt med Prokofjevs symfonier, indspillet med São Paulo Symphony Orchestra hvor hun var chef fra 2012-2019.

Herhjemme gæstedirigerer Marin Alsop i september DR Symfoniorkestret i et program med Rimskij-Korsakovs ‘Sheherazade’ og Brahms’ Klaverkoncert nr. 1 med canadiske Jan Lisieck som solist.

Foto: Platon / PR

Læs mere: Marin Alsops orkester dropper sommerfestival og koncerter

Tilmeld gratis nyhedsbrev | Magasinet KLASSISK

FLERE NYHEDER