Nyhed

Mariss Jansons får Herbert von Karajan Prisen 2019

Mariss Jansons, Bayerns Radiosymfoniorkesters højt ansete chefdirigent, er modtager af Herbert von Karajan Prisen 2019 ved årets udgave af Salzburg Påskefestspil. Festspillet blev oprindeligt introduceret på Karajans initiativ i 1967, og prisen, der uddeles hvert år, er indstiftet af Karajans enke, Eliette, efter hans død. Jansons fik overrakt prisen på 375.000 kroner ved en koncert 14. april med Staatskapelle Dresden, der fungerer som husorkester under det 10 dage lange festspil.

76-årige Mariss Jansons er årets gæstedirigent ved festspillet og en af de få, der opnåede at få Karajan som personlig mentor. De to mødtes første gang i 1968, da Karajan optrådte i Sovjetunionen med Berliner Filharmonikerne. Den unge Jansons gjorde så stort indtryk på Karajan, at maestroen inviterede ham til at læse under sig.

Overrækkelsen af prisen slutter en cirkel for Jansons:
»For mig er det en stor personlig glæde og ære at deltage i årets påskefestspil og få Herbert von Karajan-prisen. Jeg oplevede Salzburg Påskefestspil første gang tilbage i 1969 under Herbert von Karajan. Det gjorde et utrolig dybt indtryk på mig – mest af alt Karajan selv, selvfølgelig, med alle hans prøver, orkesterkoncerter og operaforestillinger. Jeg vil aldrig glemme den tid«, udtaler han på festspillets website.

Læs også: Dirigenten der fik en chance til | Interview Mariss Jansons

Tilmeld gratis nyhedsbrev | Magasinet KLASSISK

FLERE NYHEDER