Nyhed

Concertgebouw fyrer chefdirigent | #MeToo

Daniele Gatti er blevet fyret fra Hollands Kongelige Concertgebouw Orkester efter anklager om sexuelle krænkelser, skriver nyhedsbureauet Reuters.

For nylig bragte Washington Post en artikel, hvor to kvinder anklagede dirigenten for sexchikane i professionel sammenhæng, hvilket er årsagen til Gattis endelige fald, oplyser orkestret i en pressemeddelelse. Angiveligt skulle dirigenten have krænket kvinderne tilbage i 90’erne ved episoder, der fandt sted i Italien og USA.

Efter offentliggørelsen af artiklen i sidste uge er også flere kvindelige kolleger fra Concertgebouw stået frem og har fortalt om mildest talt upassende opførsel fra Gattis side. Orkestrets ledelse gjorde kort proces efter anklagerne og gik ud med følgende meddelelse:
»Det Kongelige Concertgebouw Orkester har afsluttet samarbejdet med chefdirigent Daniele Gatti med øjeblikkelig virkning«.
Forklaringen var, at situationen har undergravet tilliden mellem orkestret og dirigenten i en grad, så ledelsen ikke så anden mulighed end at fyre ham på gråt papir.

Dirigentens advokat kalder anklagerne for en smædekampagne:
»Gatti har bedt mig informere alle medier om, at han er yderst overrasket, og at han på det kraftigste benægter alle påstande. Maestro har bedt sine advokater om at forsvare sit ry og om at træffe alle nødvendige forholdsregler, hvis denne smædekampagne fortsætter«, lyder det i en erklæring fra advokaten.

Gatti er den tredje chefdirigent, der bliver sparket ud fra et stort orkester efter #MeToo tidevandsbølgen, der aldrig synes at lægge sig. Det er første gang, det sker i Holland.

Foto: Marco Borggreve

Læs også: James Levine truer The Met med retssag | #MeToo

Tilmeld gratis nyhedsbrev | Magasinet KLASSISK

FLERE NYHEDER