Nyhed
Musikken spiller igen i Østrig
4. juni 2020
4. juni 2020
Spritny forskning, bestilt af Wiener Filharmonikerne, har været udslagsgivende for, at de østrigske musikhuse igen kan slå dørene op for publikum. I et forsøg har man undersøgt, hvor langt de potentielt smittefarlige spytpartikler spreder sig fra musikernes, især blæsernes, instrumenter, når de spiller. Forsøget konkluderer, at koncertsituationen til trods for den begrænsede plads på scenen ikke udbyder en øget smitterisiko for medlemmerne af de store orkestre.
I Wien kan de musikhungrende derfor fra i morgen bl.a. få oplevelser i genåbnede Wiener Musikverein, Statsoperaen og Wiener Konzerthaus. Selv om der foreløbigt kun gøres plads til op mod 100 gæster ad gangen, er der til gengæld store navne i vente. Musikverein åbner igen med Daniel Barenboim i spidsen for Wiener Filharmonikerne i et koncertprogram med Mozart og Beethoven. Orkestret får senere besøg af stjernedirigenterne Riccardo Muti og Franz Welser-Möst på podiet.
I et opslag på Wiener Musikvereins website glæder direktøren, Thomas Angyan, sig over genåbningen:
»Kære musikvenner
Siden 25. maj har det stået klart, at det i juni vil være muligt at spille levende musik igen for højst 100 koncertbesøgende. Og det siger sig selv, at vi gerne vil benytte enhver lejlighed til at åbne dørene for musikken igen!«.
Oprindeligt var de østrigske koncertsale lukket til udgangen af juni, men en ny plan for genåbning af kultursektoren betyder, at publikum kan få stillet musiksulten tidligere end forventet. Ifølge den nyslåede østrigske kulturminister, Andrea Mayer, er den vigtigste måde at sikre sig mod corona-smitte beskyttelse med mundbind, skriver det tyske medie klassik.com. Så de bliver obligatoriske ved de kommende koncerter
Fra 1. juli tillades begivenheder med 250 besøgende, og publikumsgrænsen hæves til 500 fra 1. august, og til 1.000 gæster hvis sikkerhedsforholdene er ekstraordinært gode. Ved udendørs koncerter, hvor smitterisikoen er mindre, hæves loftet til 500 allerede fra juli og i august til 750. Arrangementerne i det fri kræver ikke at publikum bærer mundbind, og fra august vil der være mulighed for at tillade op til 1.250 publikummer.
Foto: Stefan Olah
Læs mere: Forskeranbefaling: Orkestermedlemmer skal have plads
FLERE NYHEDER