Nyhed
New York Filharmonikerne bløder millioner
31. marts 2020
31. marts 2020
I sidste uge bragte vi historien om, at The Met har aflyst resten af sæsonen i New York pga. coronavirus. Nu gør byens store orkester, New York Filharmonikerne, det samme. Men i modsætning til operakompagniet, der har sendt orkestret hjem uden løn, vil filharmonikerne i et vist omfang fortsat betale musikerne.
Sæsonaflysningen koster mere end 60 koncerter, og i en pressemeddelelse oplyser orkestret, at man forventer et tab på omkring 70 millioner kroner pga. beslutningen. Siden coronakrisen begyndte har orkestret oplevet en nedgang på 15 procent i de private donationer, der er en nødvendig del af finansieringen for de store amerikanske ensembler.
»Der er ingen fortilfælde, jeg kan sammenligne det her med. De menneskelige omkostninger og de lurende økonomiske konsekvenser er fuldstændig lamslående, og vi kender simpelthen ikke rækkevidden af dem endnu. Vi har ikke en strategi for dette. Vi opfinder den hen ad vejen«, siger filharmonikernes øverste chef, Deborah Borda, til New York Times.
Koncertsæsonen skulle efter planen have løbet to uger ind i juni og omfattede en Europa-turné i maj. I perioden frem til starten af næste sæson i september, hvor musikernes kontrakter udløber, vil de få løn. Musikerne har indvilliget i, at lønnen bliver gradvist nedsat frem mod sommeren, hvor de skal mødes med ledelsen for at tage bestik af situationen og aftale, hvad der skal ske videre frem. Orkestermedlemmerne vil oppebære fuld sygesikring i hele perioden, fremgår det af pressemeddelesen.
Til onlinemagasinet Vulture, siger en af orkestrets tillidsmænd, førstebasunist Colin Williams, at medlemmerne er indstillede på at komme igennem krisen i samarbejde med ledelsen:
»Vi vil være i løbende dialog for at se, hvad vi kan gøre sammen som organisation. Vi arbejder i fællesskab for at se, hvor længe vi kan strikke en løsning sammen, der gavner os alle, lige fra ledelse til musikere«.
Foto: Chris Lee
FLERE NYHEDER