Nyhed
Nyt håb for Simon Rattles kuldsejlede koncerthus
2. november 2023
2. november 2023
Simon Rattle og hans nye orkester, Symphonieorchester des Bayerischen Rundfunk, kan igen begynde at vejre morgenluft for det ellers pausesatte byggeprojekt, der skulle sikre dem et nyt koncerthus i verdensklassen.
Efter det nylige valg til parlamentet i delstaten Bayern har partiet CSU og den nye koalitionspartner, Freien Wählern, nemlig indføjet opførelsen af et nyt koncerthus som en fælles, politisk forpligtelse, ifølge Bayerischer Rundfunk.
»Vi påtager os ansvaret for at bygge en koncertsal i Münchens Werksviertel, som yder orkestrenes internationale betydning retfærdighed. I lyset af de seneste prisstigninger vil vi revidere og ændre størrelsen af planerne«, står der i det fælles samarbejdspapir.
Ved en pressekonference i sidste uge udtrykte Bayerns ministerpræsident, Markus Söder (CSU), overraskelse over, at der nu ser ud til at komme skred i tingene efter forhandlinger om regeringssamarbejdet med Freien Wählern:
»Jeg synes, det er meget positivt med forpligtelsen. Jeg havde før forhandlingerne forventet, at det ville blive sværere, hvis jeg skal være helt ærlig«, siger Markus Söder.
Med forbehold for projektets enorme udgifter forsikrede ministerpræsidenten, at koncertsalen vil blive opført »i den ene eller anden form«.
Rattle, der er tiltrådt som BR Radiosymfonikernes nye chefdirigent fra denne sæson, siger om de nye udsigter:
»Den længe lovede koncertsal lever! Det er vigtigt, at vi gør hurtige fremskridt nu. Vi kan og bør tænke over alt, men vi må ikke glemme én ting, der er blevet taget i betragtning med så stor omhu i planlægningen i årevis: En vision for fremtiden. En koncertsal i det 21. århundrede skal være så meget mere end et auditorium: Den skal være et fyrtårn for musik, som lyser stærkt og inspirerer bredt med sine rumlige og digitale muligheder«.
Sidste forår, mens verden kæmpede med at ryste pandemien og dens store økonomiske konsekvenser af sig og samtidig skulle forholde sig til Ruslands invasion af Ukraine, kom ministerpræsident Söder med en skeptisk udmelding om prestigeprojektet til pressen. Udtalelsen betød i bedste fald en længere udskydelse af projektet og kunne i værste fald være dets dødsstød.
»Jeg synes, at vi skal stoppe op og give os selv en pause. Meget har ændret sig i de seneste to år. Delstaten er massivt udfordret af corona- og Ukraine-krisen. Vi kan ikke blive ved med at finansiere alt i det uendelige. Byggeomkostningerne stiger enormt«, udtalte ministerpræsidenten til Süddeutsche Zeitung.
Foto: Astrid Ackermann / BRSO
FLERE NYHEDER