Nyhed

Ørelidelse tvinger Martin Fröst til at aflyse koncerter

Den svenske stjerneklarinettist Martin Fröst er blevet tvunget til at aflyse alle koncerter i november på grund af ørelidelsen Menières sygdom. Det går ud over planlagte koncerter med Netherlands Philharmonic Orchestra i Amsterdam og debuten for hans nye kunstneriske samarbejde med amerikanske St. Paul Chamber Orchestra, som Fröst skulle turnere med i Asien sidst på måneden. Martin Fröst har offentliggjort aflysningerne på sin hjemmeside, hvor han blandt andet skriver:
»Min læge har rådet mig til at aflyse alle aftaler i november og forbudt mig at flyve. Nu tager jeg det roligt herhjemme, så jeg kan blive rask nok til at vende tilbage til scenen med premieren på ’Genesis’ i begyndelsen af december. Heldigvis har jeg koncerter med Netherlands Philharmonic og St Paul Chamber allerede i foråret, og jeg glæder mig til at være sammen med orkestrene igen«.

Menières sygdom er en lidelse i det indre øre, som giver svimmelhed, høretab og tinnitus, og selv om Frösts læge har beordret ro og nul flyveture, valgte han alligevel at optræde ved støttekoncerten ’Playing for Life’ i weekenden til fordel for flygtninge i Europa.

Foto: Aline Paley

Tilmeld gratis nyhedsbrev | Magasinet KLASSISK

FLERE NYHEDER