Nyhed

Oper Frankfurt beskyldes for racisme

Oper Frankfurt beskyldes for racisme | Magasinet KLASSISK

To politikere på rådhuset i Frankfurt har smidt blackface-kortet og anklaget et af Tysklands mest berømte og ansete operahuse, Oper Frankfurt, for racisme i forbindelse med en ny anmelderrost opsætning af György Ligetis ‘Le grand macabre’ (foto).

Kritikken kommer fra byrådsmedlemmerne, Britta Wollkopf, som ifølge avisen Frankfurter Allgemeine kalder forestillingen »en farce«, og Mirrianne Mahn, der angiveligt slet ikke har set operaen. De to byrødders beskyldning om blackfacing er blevet modgået af kulturordføreren fra Mahns eget parti og af lederen af rådhusets kulturudvalg.

I instruktør Vasily Barkhatovs iscenesættelse af Ligetis komiske dommedagsopera er en af de mandlige sangere iført et sort kostume med sorte vinger, en krone og ansigtet malet i sort og guld.

Operahusets presseansvarlige, Holger Engelhardt, afviser anklagerne som en misforståede og forklarer, at den hvide sanger, der bærer sort makeup, forestiller den egyptiske dødsgud Anubis og ikke en person af afrikansk afstamning.

»Der er ingen blackfacing i opsætningen af ‘Le Grand Macabre’. I vores produktion har en sanger den egyptiske gud Anubis’ kostume på, en gammel gudefigur der typisk afbildes med et sort hoved fra enten en sjakal eller en hund. Dette handler eksplicit ikke om en hvid person, der skildrer en sort person, men er billedet på en mytologisk gud med et dyrehoved«, siger han til Frankfurter Allgemeine.

Mirrianne Mahn, som har afrikanske rødder, afviser blankt Engelhardts forklaring i et åbent brev:

»Ser vi et dyrehoved? Nej! Ser vi overhovedet noget, der ligner et hunde- eller sjakalhoved? Nej! Der står en hvid person med fed sort maling i ansigtet. Punktum! Hvis du spurgte folk på gaden, om hvad de ser, ville ti ud af ti sandsynligvis beskrive denne figur som en mærkelig farao«.

Britta Wollkopf støtter Mahns synspunkt i brevet og tilføjer:

»Sådan en tilgang er med til at normalisere racistiske fortællinger på en så ærværdig scene i 2023«.

Lederen af rådhusets kulturudvalg, Ina Hartwig, har drøftet sagen med Oper Frankfurts operachef og direktør, Bernd Loebe. Efterfølgende har hun meldt ud, at operahuset ikke gør sig skyldig i blackfacing, og at sangeren med Anubis’ scenekostume på ingen måde kan opfattes som en hvid person, der portrætterer en sort person, skriver Frankfurter Rundschau.

Foto: Barbara Aumüller / Oper Frankfurt

LÆS OGSÅ

Mezzosopran undskylder for kulturtyveri

Tilmeld gratis nyhedsbrev | Magasinet KLASSISK

FLERE NYHEDER