Nyhed

Operachef siger farvel før tid

Kunstnerisk chef ved English National Opera, Daniel Kramer, har overraskende valgt at sige farvel og tak efter kun små tre år på posten hos et af Englands største kompagnier. BBC skriver, at operahusets ansatte blev orienteret om hans beslutning ved et møde sidste onsdag, hvor de samtidig fik forklaret, at Kramer ønsker at forlade chefposten for fremover at hellige sig instruktion af opera og teater på fuld tid.

»Jeg er stolt over at forlade English National Opera efter en sæson, der har sat nye rekorder for billetsalget, været innovativ og udfordrende og samtidig budt på kommerciel succes. Aldrig har jeg haft en oplevelse, der har været mere frugtbar, mere krævende eller mere afklarende for min retning som kunstner. Jeg takker alle, der har krydset min vej hos English National Opera og ønsker alle hos English National Opera det absolut bedste«, siger Daniel Kramer.

Den amerikanske instruktør blev i 2016 hyret ind som kunstnerisk chef i et helt nyt ledelsesteam efter flere år med økonomisk og kunstnerisk krise i operakompagniet, og samtidig med at English National Opera mistede sin statsstøtte. Det lykkedes for Kramer at vende skuden og skaffe både flere publikummer og sorte tal på bundlinjen for første gang i mange år.

Ansættelsen af Kramer delte vandene, da hans operaerfaring ikke fyldte mange sider i CV’et. Men bestyrelsesformand for English National Opera, Harry Brunjes, var ikke i tvivl om hans kvaliteter og er det heller ikke i dag.
»I løbet af hans tre år i rollen er Daniel Kramers fokus på kreativ kunstnerisk produktion den bagvedliggende årsag til, at vores seneste sæson har været både tankevækkende og underholdende såvel som kommercielt succesfuld«, siger han i en pressemeddelelse.

For The Guardians anmelder, Andrew Clements, kommer Kramers afgang dog ikke som den store overraskelse. I en kommentar i avisen skriver han om, at der i den senere tid har cirkuleret rygter om, at langt fra alt var fryd og gammen på ledelsesgangen hos English National Opera. Kramers kunstneriske bedrifter for kompagniet imponerer ham heller ikke:
»Det er svært at komme i tanke om særlig mange ekstraordinære succeser blandt de opsætninger, han hidtil har været ansvarlig for«, lyder det fra Clements. Han hævder desuden, at den økonomiske fremgang primært skyldes, at man i mere end halvdelen af operasæsonen har været i stand til at udleje kompagniets scene – London Coliseum – til en række succesfulde musicalopsætninger.

Kramer slipper formelt cheftøjlerne til juli men fortsætter som konsulent indtil udgangen af året, hvor han har ansvaret for en serie på fire operaer baseret på den græske myte om Orfeus.

Foto: Tristram Kenton / ENO

Læs også: Operakompagni lokker unge med gratis billetter

Tilmeld gratis nyhedsbrev | Magasinet KLASSISK

FLERE NYHEDER