Nyhed

Renée Fleming forlænger med Lyric Opera of Chicago

Stjernesopranen Renée Fleming fortsætter som kreativ konsulent hos det amerikanske operakompagni Lyric Opera of Chicago, skriver Opera News. Hendes oprindelige fem-årige kontrakt udløber i år, men hun har valgt at fortsætte sit engagement til 2017. Fleming, som til daglig er fast tilknyttet The Met i New York, udfylder rollen som konsulent hos Lyric ved blandt andet at være leder af projekter, der skal udbrede opera til nye målgrupper og ved at varetage et talentprogram for unge sangere. Hun sidder samtidig i selskabets bestyrelse og optræder derudover jævnligt i Lyrics koncerthus, Civic Opera House.
I en pressemedelelse kommenterer Lyrics operachef Anthony Freud Flemings forlængelse:
”I sin første periode som kreativ konsulent har Renée skabt enormt værdifulde projekter indenfor talentudvikling og publikumstilslutning. Hun har været en af kræfterne bag opsætningen af vores nye verdenspremiere, og hun har løbende udviklet sin rolle som ambassadør for Chicagos kunstneriske miljø.”
Lyric Opera udmærker sig ved at være et af de få store kompagnier i USA, der bliver drevet med overskud.

Foto: Andrew Eccles / Decca

Tilmeld gratis nyhedsbrev | Magasinet KLASSISK

FLERE NYHEDER