Nyhed

Operakompagni taber ankesag om høreskade

Royal Opera House i London har tabt ankesagen om en musikers høreskader. Appelrettens afgørelse er et overraskende vendepunkt i en længerevarende arbejdsskadesag, hvor operahuset i efteråret fik rettens tilladelse til at anke en dom, hvor bratschist Chris Goldscheiders skelsættende sejr over den tidligere arbejdsgiver efter et invaliderende tab af hørelse ved en prøve på Wagners ‘Valkyrien’ i 2012.

Sagen har fået stor opmærksomhed, da den oprindelige afgørelse til fordel for musikeren sidste år kunne få vidtrækkende konsekvenser for operahuset og musikbranchen i bredere forstand. Sagen er den første af sin art i England og vil formentligt danne præcedens i lignende sager om ansvaret for arbejdsmiljø i de store orkestre.

Efter afgørelsen siger Goldscheider til BBC:
»Jeg er taknemlig for rettens anerkendelse af, at der skulle have været gjort mere for at beskytte mig og de andre musikere mod risikoen for permanente og livsforandrende høreskader. Vi ønsker alle at finde en måde at deltage i og dele arbejdet med den levende musik på en sikker og håndtérbar måde, og jeg håber, at de retningslinjer, som appelretten har lagt ud i mit tilfælde, vil hjælpe andre. Jeg håber, at Royal Opera House nu vil støtte mig i at komme videre med at genopbygge mit liv«.

Høreskaden har haft store konsekvenser for den i dag 45-årige bratschist. Ved selv den mindste støjpåvirkning oplever Goldscheider smerte og kvalme, og han har været nødt til at flytte på landet for at minimere generne. Han er ikke længere i stand til at spille i et orkester og har dermed mistet sin arbejdsevne.

Appelretten skal nu tage stilling til hvor stor en erstatning, Chris Goldscheider er berettiget til.

Foto: Clive Barda / ROH

Læs også: Operahus appellerer skelsættende afgørelse

Tilmeld gratis nyhedsbrev | Magasinet KLASSISK

FLERE NYHEDER