Nyhed
Operasanger bag ny radioserie
23. juni 2017
23. juni 2017
Den dramatiske brevveksling fra kunstnerægteparret Nielsens turbulente parforhold er blevet til en radioserie på P2. Idémand bag serien er operasanger Jakob Bloch Jespersen, der også har dramatiseret og tilrettelagt produktionen. Han ser ægteparret som et meget moderne par.
»Selv i parrets største kriser blev de ved med at diskutere hinandens kunst. Gennem hele deres liv opretholdt de en et slags åndsfællesskab, selvom de gang på gang sårede hinanden dybt«, siger Jakob Bloch Jespersen på DR Klassisk.
Alligevel håber han, at lytterne vil glemme, at vi har at gøre med en fantastisk billedhugger og Danmarks mest kendte komponist:
»Hvis man har været i et længere forhold eller i et ægteskab, vil man kunne genkende de problemer, de kæmper med. Jeg håber, at man kan glemme dem som kulturpersonligheder, og opleve dem som ægte mennesker med de samme kampe som os andre«, siger han.
I rollerne som Anne Marie og Carl høres skuespiller-parret Henning Jensen og Solbjørg Højfeldt. Udover de to skuespillere synger sopranen Sofie Elkjær Jensen og Jakob Bloch Jespersen selv sange af Carl Nielsen ledsaget af Kristoffer Hyldig på klaver. Serien med titlen ‘Kære Carl…’ er i fire afsnit og kan høres på dr.dk.
FLERE NYHEDER