Nyhed

Operastrejken i Paris koster tre opsætninger i næste sæson

Operastrejken i Paris koster tre opsætninger i næste sæson | Magasinet KLASSISK

Det store tab i billetindtægter, som Pariseroperaen oplever på grund af den langvarige strejke blandt personalet, får nu alvorlige konsekvenser for programmet i næste sæson. Foreløbigt har operahuset været tvunget til at aflyse mere end 75 forestillinger. Mens pengene fosser ud af kassen i billetkontoret, prøver ledelsen at begrænse den økonomiske skade og har truffet en drastisk beslutning om at skære mindst tre af de planlagte opsætninger i næste sæson væk.

Operaens øverste chef, den afgående generaldirektør Stéphane Lissner, siger til det franske public service medie France Info, at aflysningerne ikke vil udligne skaden, men at de i nogen grad vil hjælpe med at reducere operahusets tab. Foreløbigt har de ansattes strejke kostet huset i omegnen af 120 millioner kroner siden begyndelsen af december.

Lissner vil endnu ikke ud med hvilke opsætninger, der bliver aflyst, men han forventer at offentliggøre det inden udgangen af denne måned. Online-magasinet Forum Opéra gætter på, at det bliver de nyere og mere eksperimenterende opsætninger, som ryger.

I interviewet med France Info understreger Stéphane Lissner alvoren i situationen, der også vil medføre besparelser i alle operahusets afdelinger, og samtidigt kommer det til at gå ud over nationaloperaens muligheder for at investere de næste 3-4 år. Han opfordrer den franske kulturminister til at genoptage de sammenbrudte forhandlinger med de ansattes fagforbund:

»Efter min mening bør vi indlede en ny forhandlingsrunde. Hvis vi ikke gør det, bliver situationen for alvor katastrofal«, siger han.

Foto: Christian Leiber

Læs også: Pariseroperaen lammet af strejke – bløder op mod 20 millioner om ugen

Tilmeld gratis nyhedsbrev | Magasinet KLASSISK

FLERE NYHEDER