Nyhed
Overraskende dansk hæder ved ny stor prisuddeling
29. oktober 2018
29. oktober 2018
Søndag aften blændede Konzerthaus Berlin op for Tysklands nye, store klassiske musikpris, Opus. Og det endda med overraskende hæder til en dansk produktion. Prisen for ‘Årets musik-DVD’ gik til en animationsfilm skabt over komponisten Axel Borup-Jørgensens gigantiske orkesterværk ‘Marin’. Filmen er den visuelle side (foto) mens DR SymfoniOrkestret og dirigent, Thomas Søndergård opfører orkesterværket fra 1970, som komponisten brugte syv år på at skabe.
Opus afløser den tidligere ECHO-pris, der blev betragtet som den vigtigste tyske musikpris. Den nystiftede pris blev uddelt i en række kategorier ved en stor galla, hvor blandt andet prismodtagerne for ‘Bedste kvindelige sanger’ og ‘Bedste mandlige sanger’, Diana Damrau og Juan Diego Flórez, optrådte under ledsagelse af Konzerthausorchester Berlin med den mexicanske-amerikanske dirigent Alondra de la Parra på podiet. Ved prisuddelingen blev der også vist klip fra den danske vinderfilm.
Blandt priserne til divaer og internationale maestroer blev der altså plads til en smal dansk udgivelse, noget der nok overrasker de fleste i branchen. I kategorien var ‘Marin – An Animated Fantasy’ i konkurrence med flere prestigeproduktioner optaget på verdens førende scener og udgivet på store, internationale selskaber samt koncertoptagelser og portrætfilm med de største stjerner fra den klassiske scene.
‘Marin’ er produceret af Lückow Film for det danske pladeselskab OUR Recordings, mens lydsiden er optaget af Mikkel Nymand og mixet af producer Preben Iwan. Animationsfilmen er skabt af et internationalt team med Morten Bartholdy som art director efter idé og koncept af Lars Hannibal.
Årets sangerinde
Diana Damrau for albummet ‘Meyerbeer: Grand Opera’
Årets sanger
Juan Diego Flórez for albummet ‘Mozart’
Årets instrumentalist
Daniil Trifonov for albummet ‘Chopin Evocations’
Årets dirigent
Cornelius Master for albummet ‘Bohuslav Martinu: The Symphonies – Complete Recording’
Årets orkester
Gewandhaus Orchestra Leipzig for albummet ‘Bruckner: Symphony no. 3 – Wagner: Tannhäuser Overture’
Årets ensemble
L’arpeggiata, med solist Christina Pluhar for albummet ‘Handel Goes Wild’
Læs også: Skandaleskrottet musikpris genopstår under nyt navn
FLERE NYHEDER