Nyhed
Pianist og dirigent Zoltan Kocsis er død
16. november 2016
16. november 2016
Den ungarske pianist og dirigent Zoltán Kocsis er død i en alder af kun 64 år, oplyser hans orkester Ungarns Nationale Filharmonikere. Bartokspecialisten Kocsis betragtes som en af vor tids største pianister og var én i flokken af klaverstjerner uddannet i Budapest, deriblandt Andras Schiff. Som pianist står Kocsis prisbelønnede indspilninger af Bartoks og Rakhmaninovs samlede klaverværker særligt frem.
Med dirigenten Ivan Fischer stiftede Kocsis i 1983 Budapest Festival Orkester, som blev den tidligere østbloks første private symfoniorkester. Deres veje skiltes imidlertid i 1997 efter uoverensstemmelser om rollefordelingen i orkestret, og Kocsis overtog i stedet Ungarns Nationale Filharmonikere, som han stod i spidsen for frem til sin død. Ivan Fischer siger om sin gamle ven og rival:
»Det er med chok og sorg, at jeg har modtaget nyheden om Zoltan Kocsis’ død. Han var en musikalsk gigant, et sjældent geni. Hans indflydelse på hele vores generation er umålelig«.
Zoltán Kocsis døde efter længere tids alvorlige problemer med helbredet, blandt andet dårligt hjerte. Han fik foretaget en alvorlig hjerteoperation i 2012 og klarede efterfølgende at kæmpe sig tilbage på dirigentpodiet.
FLERE NYHEDER