Nyhed

Reumert 2025: ‘Mestersangerne i Nürnberg’ er Årets Opera

Reumert 2025: ‘Mestersangerne i Nürnberg’ er Årets Opera | Magasinet KLASSISK

Den Kongelige Operas anmelderroste opsætning af Wagners komedie, ‘Mestersangerne i Nürnberg’, vandt en Reumert som Årets Opera ved prisuddelingen i Skuespilhuset lørdag aften.

Det stod klart fra starten, at Det Kongelige Teater ville tage prisen. Juryen havde præcis tre af Den Kongelige Operas opsætninger at vælge ud fra i feltet af nominerede.

Og det blev altså Laurent Pellys iscenesættelse, der løb med prisen og æren i kategorien, mens de andre to forestillinger i opløbet var ‘Tristan og Isolde’ og ‘Figaros bryllup’.

Juryens motivation lyder:

»Generationsopgøret stod i lys lue i denne eminente iscenesættelse af Wagners eneste operakomedie. Med den gamle verdens forstokkede mestersangere forskanset bag en slidt billedramme var symbolikken tindrende klar. Men sprækkerne og alt det uskønne fik lov til at bestå som en modig opfordring til eftertanke. Dristigt, humoristisk – og sublimt velsunget«.

Vi har plukket et par citater fra anmeldernes overstrømmende modtagelse af ‘Mestersangerne’, der spillede på Operaen i foråret:

»Den Kongelige Operas fine Wagner-traditioner følges op på bedste vis i Laurent Pellys nye iscenesættelse af ‘Mestersangerne i Nürnberg’. I den bærende rolle som Hans Sachs er Johan Reuter en klippe af styrke, måske på karrierens højde.
Mikael Garnæs, KLASSISK

»Den Kongelige Opera er gået hele vejen med sin nye opsætning af Wagners episke komedie, der markerer tyve-året for åbningen af det nye operahus på Københavns Havn. Jeg tror ikke, at huset har været vært for noget mere imponerende. Laurent Pellys produktion er teatralsk glædelig og usvigeligt rammende«.
Andrew Mellor, Opera Now

»Man kan ikke andet end at gispe af gåsehudsfremkaldende overrumpling, når Richard Wagners storladne musik rammer publikum som en trykbølge i tredje akt af ‘Mestersangerne i Nürnberg’. Men instruktør Laurent Pellys berøringsangst med værket gør fortolkningen unødvendigt harmløs i Den Kongelige Teaters opsætning«.
Jakob Gustav Winckler, Iscene

»Wagners store muntre og alvorlige komedie ‘Mestersangerne’ er for første gang oppe i Operaen. Men det handler om kunst, mere end det handler om politik«.
Thomas Michelsen, Politiken

Foto: Miklos Szabo / DKT

Tilmeld gratis nyhedsbrev | Magasinet KLASSISK

FLERE NYHEDER