Nyhed

Salzburg Festspillene gennemføres i light-udgave

Salzburg Festspillene gennemføres i light-udgave | Magasinet KLASSISK

Festspillene i den østrigske by Salzburg, en af verdens største operafestivaler, runder 100 i år. Og folkene bag har igennem hele coronakrisen fastholdt, at man spiller i august, uanset hvad. Og med den østrigske regerings gradvise genåbning af blandt andet musikscenen bliver det også muligt, om end festivalen spilles i noget, der minder om halv størrelse, skriver Bayerischer Rundfunk Klassik.

Blot 90 af 200 planlagte forestillinger og koncerter gennemføres, deriblandt bliver kun to af de syv planlagte operaopsætninger til noget, og det samlede antal udbudte billetter tæller 70.000 styk i stedet for de normale 235.000.

I den trinvise plan for genåbningen bliver det fra 1. august muligt at spille for op mod 1.000 publikummer ad gangen, men det vil forgå under stramt styrede forhold, og alle arrangementer er uden pauser. 2020-udgaven kommer derfor heller ikke til at rumme det stort anlagte program for hundredeårs-fejringen, som festivalen har valgt at udsætte til næste år.

I en pressemeddelelse ærgrer den kunstneriske chef, Markus Hinterhäuser, sig grumt:

»Det piner mig at være tvunget til at annullere så mange kunstneres optrædener i år, da vi havde programlagt helt særlige forestillinger med mange af dem. Jeg er dog stadig glad for at kunne sende et levende og kraftfuldt signal til kunsten med det nye festivalprogram«, siger Hinterhäuser.

De to operaer, der bliver til noget, er Richard Strauss’ ‘Elektra’ (foto) og Mozarts ‘Così fan tutte’. Valget af komponisterne er næppe tilfældigt, og Mozart, Salzburgs bysbarn, og Strauss, en af festspillenes stiftere, er også faste indslag hvert år. ‘Elektra’ er en del af det oprindelige program, mens ‘Così fan tutte’ er festivalens feberredning, besluttet i sidste øjeblik og iscenesat på rekordtid.

Til New York Times fortæller Hinterhäuser, hvorfor man har valgt at opsætte Mozarts opera:

»Forestillingen har en ekstremt beskeden scenografi og kostumeprofil og kort øvetid. Vi gør det for at vise, at vi godt kan sætte en Mozart-opera op uden det store, sofistikerede apparat. Det handler om den rene glæde ved at lave en Mozart-opera med en ung rollebesætning«, siger han.

Ifølge Hinterhäuser opføres ‘Elektra’ i én enkelt 100-minutters akt, mens opsætningen af ‘Così’ varer hele tre timer – uden pause.

Foto: Bernd Uhlig / Salzburger Festspiele

Læs mere: Musikken spiller igen i Østrig

Tilmeld gratis nyhedsbrev | Magasinet KLASSISK

FLERE NYHEDER