Nyhed
Sopran Elsa Dreisig vinder Kronprinsparrets Kulturpris 2019
4. november 2019
4. november 2019
Den dansk-franske sopran Elsa Dreisig er årets modtager af Kronprinsparrets Kulturpris og 500.000 kr. Hun kvitterede for prisen med en fremførelse af ‘Ah! je ris’ (Juvelarien) fra Gounods opera ‘Faust’ ved prisshowet lørdag aften i Odense.
»Elsa Dreisig er uden sammenligning en af tidens allerstørste danske operatalenter. Med suveræn musikalitet har Elsa for længst slået sit navn fast på den internationale scene. Når Elsa Dreisig udfolder sit sangtalent, rammer hendes vokal publikum med en renhed, der både vidner om sanselig melankoli, kunstnerisk overskud og alsidighed«, lød det fra kronprinsen, som med tildelingen af prisen håber på, at brede hendes navn ud til de danskere, der ikke allerede kender hende.
Muligvis er det ikke alle herhjemme, der kender Elsa Dreisig, men i udlandet har hun i flere år været betragtet som et af de helt store talenter. Den 28-årige sopran er fast tilknyttet Staatsoper Berlin men færdes også på scenerne i flere af verdens førende opera- og koncerthuse.
Hun har allerede vundet flere internationale priser, deriblandt International Classical Music Awards to gange, som hun senest vandt i kategorien Vocal Recital for debutalbummet ‘Miroir(s)’. Med albummet vandt Dreisig sidst i november også guld som ‘Årets unge talent’ ved magasinet Diapasons prisuddeling.
Foto: Simon Fowler
FLERE NYHEDER