Nyhed

Sopran får Aalborg Operapris 2022

Sopran får Aalborg Operapris 2022 | Magasinet KLASSISK

Det blev sopranen Frederikke Kampmann, som løb med Aalborg Operapris ved byens netop overståede operafestival. Kampmann blev afsløret som årets prisvinder ved åbningskoncerten torsdag og kvitterede på scenen med arien ‘Quel guardo il cavaliere’ fra Donizettis opera ‘Don Pasquale’.

Festivalleder og juryformand Peter Rønn begrundede ved koncerten tildelingen til sopranen med disse ord:

»Frederikke Kampmann er ikke blot en sanger med en lysende klar sopran, som hun behersker med suveræn teknik; når vi oplever hende på scenen, bliver vi hver gang slået af den sceneudstråling, der gør hende til det helt naturlige midtpunkt – uanset, hvilken rolle eller hvilken genre, det drejer sig om«.

Aalborg Operapris består udover et legat på 25.000 kr., et engagement med Aalborg Symfoniorkester samt en personlig operavase. I rækken af modtagere af prisen, der blev indstiftet i 2003, finder man navne som Nicolai Elsberg, Sofie Elkjær Jensen, Peter Lodahl, Trine Bastrup Møller og Johan Reuter.

Frederikke Kampmann, som Andrew Mellor roste for sin optræden i Humperdinck ‘Hans og Grete’ i 2018, er uddannet ved Det Kgl. Danske Musikkonservatorium og har siden studeret under Sylvia Greenberg på Musik und Kunst Privatuniversität i Wien, hvor hun også deltog i lied- og oratorieklassen.

I 2013 vandt sopranen prisen for Årets Unge Operatalent ved Copenhagen Opera Festival. To år senere fik hun sin internationale debut på Theater an der Wien, hvorefter hun i sæsonen 2016/17 var en del af operahusets faste ensemble.

Ved årets udgave af Copenhagen Opera Festival får Frederikke Kampmann overrakt Musikanmelderringens Kunstnerpris i forbindelse med en mesterklassekoncert på tirsdag. Hun optræder også i festivalens nye bestillingsværk, operakomedien ‘Lisbon Floor’, på Operaens eksperimentalscene Takkelloftet. Sidst på året synger hun partiet som Barbarina i Malmö Operas opsætning af ‘Figaros Bryllup’.

Foto: Peter M. Mayr

Læs mere: Den Kongelige Opera snupper to priser

Tilmeld gratis nyhedsbrev | Magasinet KLASSISK

FLERE NYHEDER