Nyhed
Tapper violinist klarer 2 koncerter stående på brækket fod
9. maj 2016
9. maj 2016
Udtrykket ‘knæ og bræk’ fik en helt ny dimension for den amerikanske koncertviolinist Anne Akiko Meyers ved to koncerter i Washington for nylig. Det lykkedes hende nemlig to aftener i træk at spille Mason Bates’s krævende violinkoncert som solist med National Symphony Orchestra, stående på en brækket fod.
Meyers, som til daglig bor i Austin, kom til skade med foden efter et slemt fald kl. 14 om eftermiddagen. Kl. 16 var hun til lydprøve, og om aftenen spillede hun koncerten stående. Det eneste usædvanlige ved hendes optræden, var at hun var iført sandaler. Ved koncerten aftenen efter var foden hævet op til dobbelt størrelse, og Meyers blev nødt til anstige scenen i køretol. Hun valgte alligevel at gennemføre koncerten, stående op som aftenen før. Hverken fredag eller lørdag brugte hun den stol, der var stillet frem til hende på scenen. Efter bedrifterne udtalte hun til Washington Post:
“Jeg var sikker på, at jeg blot havde forstuvet min fod slemt. Den var godt nok blevet mørkelilla, men jeg anede ikke, at den var brækket. Jeg har aldrig brækket så meget som en enkelt knogle i min krop. Det går så heller ikke at spille Masons værker siddende, det fungerer bare ikke. Og i øvrigt var jeg aldrig kommet op igen, hvis jeg først havde sat mig ned.”
Meyers opsøgte først lægehjælp, da hun kom hjem til Austin om søndagen, hvor det viste sig, at hun faktisk havde spillet koncerterne stående på en brækket fod.
Foto: Molina Visuals
FLERE NYHEDER