Nyhed
Thomas Dausgaard bliver fast dirigent hos Copenhagen Phil
30. juli 2024
30. juli 2024
Når Copenhagen Phil skyder sæsonen i gang i september, bliver det ikke alene med ny chefdirigent men også med Thomas Dausgaard som ny æres-gæstedirigent. Dausgaards kontrakt i den nye stilling løber over fire sæsoner.
I rollen som æres-gæstedirigent skal Dausgaard programlægge og lede en serie koncerter med musik i en blanding af store mesterværker og mindre kendt musik over de kommende sæsoner.
»Jeg er betaget af Copenhagen Phils dynamiske ånd og er ivrig efter at begive mig ud på denne rejse. Orkestrets rolle som en vital kunstnerisk stemme resonerer dybt i mig, og jeg følger mig forpligtet til at fremme denne vækst og engagere fremtidige generationer gennem musik«, siger Dausgaard i pressemeddelelsen.
Første gang man kan opleve Copenhagen Phils nye æres-gæstedirigent er i oktober, hvor Dausgaard er på podiet i spidsen for et koncertprogram med romani-inspireret musik af blandt andre Bartók, Kodaly, Brahms og Johann Strauss den yngre.
Når den nye sæson melder sig, kan Thomas Dausgaard se frem til endnu et nyt job. Spaniens nationale tv og radiostation, RTVE, meddelte tidligere på året, at Thomas Dausgaard er udpeget som ny 1. gæstedirigent ved radioorkestret med det lange navn ‘La Orquesta Sinfónica y Coro Radio Televisión Española’. Det Madrid-baserede orkester har som chefdirigent tyske Christoph König, der tiltrådte sidste år.
Foto: Irene Zandel
FLERE NYHEDER