Nyhed

Tip til turnerende kontrabassister: Undgå Atlanta Airport!

Indenfor tre dage er det lykkedes for bagagehåndteringen i lufthavnen i Atlanta at smadre to klassiske musikeres kontrabasser. Først gik det ud over Karl Fenner fra Colorado Symphony, der fløj hjem fra prøver med Atlanta Symphony Orchestra. På et tidspunkt under turen blev transportkassen i glasfiber ødelagt, og halsen på kontrabassen knækkede.

The strad har talt med Fenner, som forklarer:
“Jeg har haft flightcasen i 11 år og brugt den mange gange. Den har fået lidt knubs undervejs men fungerede fint. Nu er den pludselig totalt ødelagt. Skallen er ikke bare knækket, der mangler simpelthen en bid af den. Min bas er et Guy Cole instrument, som jeg har ejet siden 2006. En vurdering i dag ville ligge på omkring 250.000 kr.”

Få dage senere var den igen gal i Atlanta. Kontrabassisten Milton Masciadri var på vej til en solokoncert i Arkansas, da samme type uheld skete, fordi instrumentet ikke var spændt forsvarligt fast under transport. Reparationen af bassen fra 1690 står til lige over 50.000 kr. og vil tage tre måneder. Flyselskaberne, som musikerne har rejst med, har påtaget sig det fulde ansvar for begge uheld, og både Fenner og Masciadri vil blive fuldt kompenseret for udbedring af skaderne.

Foto: Karl Fenner

The Strads 10 bud til musikere der skal ud at rejse med deres instrumenter

Tilmeld gratis nyhedsbrev | Magasinet KLASSISK

FLERE NYHEDER