Nyhed

Trendsættere på den internationale scene | Årets P2 Kunstner 2018

Den Danske Strygekvartet er udnævnt til årets P2 Kunstner 2018. Ensemblet siger tak for udnævnelsen ved at spille Beethovens Strygekvartet opus 131 i cis-mol ved P2 Pris-koncerten fredag d. 19/1. Værket er komponistens sidste monumentale og meget krævende strygekvartet.
»Det er på én eller anden måde en slags Mount Everest for en strygekvartet at bestige de her fantastiske kvartetter af Beethoven«, siger violinisten Rune Tonsgaard Sørensen til DR. Som aftenens hovedkunstner får kvartetten en hel afdeling for sig selv, hvor de udover bjergbestigningen med Beethoven også spiller uddrag fra deres nye album med folkemusik, ‘Last Leaf’. Albummet er netop blevet kåret som årets bedste af USA’s største radiostation, NPR.

P2 redaktør Esben Tange betegner Den Danske Strygekvartet som »trendsættere på den internationale scene for kammermusik«. Men det er ikke kun herhjemme kvartetten høster anerkendelse. Sidste år blev ensemblet nomineret til BBC Music Magazine Awards 2017 for det internationalt anmelderroste album med værker af Thomas Adès, Per Nørgård og Hans Abrahamsen. I BBC anmeldelsen, der lå til grund for nomineringen kunne man blandt andet læse følgende:
»Vi synes at vade til knæene i fine, unge strygekvartetter for tiden, men Den Danske Strygekvartet skiller sig ud fra mængden i kraft af deres karakterfulde spil og intelligente, modige repertoire. Lige fra de sarte krusninger i Adès’ ‘Arcadiana’ over den tidlige muskuløse Abrahamsen til Nørgårds kammerstykker byder de på intenst medrivende oplevelser i et fascinerende og givende lydunivers«.

Foto: Caroline Bittencourt

Læs også: Paganinis Stradivarius-kvartet på nye musikerhænder

Tilmeld gratis nyhedsbrev | Magasinet KLASSISK

FLERE NYHEDER