Nyhed
Tysk stjernetenor dropper Covent Garden og The Met
10. januar 2026
10. januar 2026
Jonas Kaufmann har ikke længere planer om at optræde på The Met i New York, Londons Royal Opera House eller i Storbritannien generelt, sagde han kort før jul i et interview til The Times.
Kaufmann takker derfor fremover nej til tilbud om roller på de to operahuse, der for tyve år siden lagde scener til hans gennembrud med partier i ‘La Traviata’ og ‘Carmen’.
I interviewet fortæller sangeren, at han som 56-årig befinder sig ved et vendepunkt i karrieren. Han er træt af et stift system, hvor operahusene planlægger og caster forestillinger flere år i forvejen – et system, som Kaufmann mener kvæler sangernes kreativitet.
Samtidigt ser han udefra kommende faktorer, deriblandt Covid, som en faktor i en uheldig udvikling, hvor for eksempel The Met har håndteret sangere og musikere uhensigtsmæssigt:
»Jeg følte mig virkelig dårlig til mode over, hvordan koret og orkestret blev behandlet under pandemien. De fik slet ingen løn, og mange musikere måtte enten forlade New York eller flytte ind hos deres forældre«.
For Kaufmann har udskiftning i rækkerne af operahusenes kunstneriske chefer også haft betydning for hans beslutning. Han nævner den tidligere mangeårige chefdirigent i Royal Opera House, Antonio Pappano, der forlod posten for to sæsoner siden, som eksempel.
Dirigentens farvel har betydet, at interessen for at hyre Kaufmann til Covent Garden ikke længere er til stede. Hans sidste opgave i huset var titelrollen i Massenets ‘Werther’ i 2023 under Pappano.
Ifølge sangeren er den vigende lyst til at betale stjernerne fyrstelige honorarer også afgørende for ham. I en sådan grad, at han nu vælger Englands hovedstad helt fra:
»I London er honorarerne lave, samtidig med at boligudgifterne er helt vanvittige. Jeg har ingen idé om, hvordan man skal få det til at hænge økonomisk sammen. Opgaver i London er et projekt, hvor man skal tage penge med på arbejde. Jeg mener, vi burde have en ordentlig betaling for det arbejde, vi udfører«, siger tenoren.
Foto: Gregor Hohenberg / Sony Classical
FLERE NYHEDER