Nyhed

Verdensmesterskaberne i Wagner-sang vundet af nordmand

Verdensmesterskaberne i Wagner-sang vundet af nordmand | Magasinet KLASSISK

Vinderen af den danske Wagner-konkurrence, Lauritz Melchior International Singing Competition er fundet. Det blev den norske sopran Margrethe Fredheim, der løb med førsteprisen på 150.000 kroner lørdag aften i Musikkens Hus i Aalborg.

Andenprisen på 90.000 kroner samt orkesterprisen gik til den amerikanske tenor, Cameron Schutza, mens tredjeprisen landede på danske hænder hos sopranen Philippa Cold, som ved siden af æren kunne stikke 45.000 kroner i lommen.

Margrethe Fredheim, som debuterede som solosanger i 2014, er til daglig en del af ensemblet ved Theater Erfurt i Tyskland. Hun har tidligere vundet førstepris ved Hong Kong International Operatic Singing Competition i 2018 og tog i 2014 Mozart Prisen i den svenske Wilhelm Stenhammar International Music Competition.

Sopranen, der hovedsageligt gør sig indenfor det lyriske repertoire, skulle i år have debuteret på scenen i Royal Opera House i London, men det må hun foreløbigt skyde en hvid pind efter på grund af corona-aflysninger.

Lauritz Melchior International Singing Competition, der også er kendt som Verdensmesterskaberne i Wagner-sang blev grundlagt i 2010 af sangeren Poul Elming til minde om den berømte Wagner-tenor, Lauritz Melchior. Formålet med konkurrencen, som er åben for sangere under 43 år i alle stemmefag og nationaliteter, er »at finde og profilere de bedste nye unge Wagner-sangere af i dag«, ifølge dens website.

Foto: Britt Lindemann

Læs mere: »Jeg passer allerbedst til Wagner« | Q&A Cornelia Beskow

Tilmeld gratis nyhedsbrev | Magasinet KLASSISK

FLERE NYHEDER