Nyhed
Violinisten Gidon Kremer får årets Beethoven-pris
20. oktober 2023
20. oktober 2023
Beethoven Akademiet i Bonn har udvalgt violinisten Gidon Kremer som modtager af årets Beethovenpreis. Kremer får den 75.000 kroner store pris i anerkendelse for sit arbejde mod social uretfærdighed og bidrag til at bekæmpe den gennem musik, oplyser Akademiet i en pressemeddelelse. Kremer får overrakt hædersbevisningen ved en koncert i Bonn i november.
Den lettisk fødte violinist bliver den niende modtager af den humanitære pris med det lange navn, ‘Internationale Beethovenpreis für Menschenrechte, Frieden, Freiheit, Armutsbekämpfung und Diversität’, siden indstiftelsen for snart ti år siden. Beethoven Akademiet, der blandt andet har pianisten Martha Argerich som medstifter har tidligere uddelt den humanitære pris til blandt andre Fazıl Say (2016), Igor Levit (2019) og Maria João Pires (2021).
I akademiets begrundelse for valget af Kremer lægges vægt på hans altid tydelige holdninger til verdens skævheder:
»I årtier har Kremer afholdt koncerter og fremsat udtalelser i kampen mod politiske overgreb og uretfærdighed. Han har arrangeret koncerter for Ukraine, en koncert i Moskva for ofrene for den tjetjenske krig og samarbejdet med teaterinstruktøren Kirill Serebrennikov, der blev forfulgt i Rusland. Han støtter samtidig kammerorkestret Kremerata Baltica, som han grundlagde i 1997, i at bringe forestillinger til socialt dårligt stillede mennesker og arrangere koncerter i udviklingslande«.
Kremer fortæller i et interview til mediet Deutschlandfunk Kultur i 2021, at for ham er politisk vold og undertrykkelse modbydeligt, ligegyldigt hvor i verden den foregår, og at han ser det som en nødvendighed at skabe opmærksomhed om de problemer:
»Du kan ikke stoppe kanonerne med lyde, men du kan i det mindste gøre verden opmærksom på, at musik eller overtoner gør mere for os end lyden af bomber. Jeg forsøger at omsætte mine uafhængige holdninger til musik i ny og næ, hvad enten det er med violinen eller med ord. Ligegyldigt om det er med bogstaver eller med en gestus, er det vigtigt for mig at være med til at sikre retfærdigheden«.
Kremer har gæstet Danmark flere gange, senest ved Danmarks Underholdningsorkesters Haydn Festival i september, hvor han opførte komponistens dobbeltkoncert for violin og klaver i selskab med pianisten Georgijs Osokins.
Foto: Toke Bjørneboe / DUO
FLERE NYHEDER