Nyhed

VM galla koncert: Netrebko og gemal får selskab af Domingo og Florez

Inden VM-fodboldfeberen for alvor rammer verden fra 14. juni og en måned frem, er det tid til et skud kultur fra øverste skuffe. Præsident Putin har besluttet, at verdensmesterskabet skal åbnes med et brag af en operagalla på Den Røde Plads i Moskva aftenen inden turneringsstart. Og det er ifølge Opera Wire med deltagelse af flere prominente navne.

Øverst på plakaten står naturligvis den russiske diva, Anna Netrebko, som sædvanlig i følge med gemalen, Yusif Eyvazov. Blandt de andre stjerner ved gallaen finder man Plácido Domingo og Juan Diego Flórez. Putins gode ven og offentlige støtte, den omstridte dirigent Valery Gergiev og hans orkester fra Mariinskij Teatret, står for musikken.

Arrangørerne oplyser i en pressemeddelelse, at »sangerne og musikerne samles om at tilegne deres optræden til VM, fordi sport og musik er universelle sprog, som forskellige nationer taler. Musik og sport gør hinanden stærkere og forener folk på tværs af alder, køn, job, indkomst, politiske ideer og religiøse overbevisninger«.

Der er heller ingen tvivl om, at koncerten har første prioritet hos operastjernerne. Anna Netrebko dropper to fulde aftener i opsætningen af ‘Tosca’ på Bayerische Staatsoper til fordel for forpligtelserne i Moskva, og Juan Diego Flórez, som ellers lige har meldt sig syg fra Wiener Staatsopers ‘Rigoletto’, melder, at han nok skal være klar igen til den store aften på onsdag.

Foto: Vladimir Shirokov / DG

Læs også: Orkester forlænger med omstridt chefdirigent

Tilmeld gratis nyhedsbrev | Magasinet KLASSISK

FLERE NYHEDER