Anmeldelse: Franco Fagioli og Il Pomo d’Oro

En drøm af en kontratenor og hans sprøde, letfodede barokband gæstede Tivoli søndag aften.

Af Per Rask Madsen

Selv i dag, hvor kønsrollerne er løsere defineret end nogensinde, kræver det næsten naturstridige ved, at en mand synger som en kvinde, stadig tilvænning. Hvis man altså ikke i forvejen er kontratenorfan. Men i Tivolis Koncertsal sætter Franco Fagioli overraskende blødt an, i et for mandsrøsten meget højt leje, men styrtdykker så ned i barytonregistret. Den unge argentiner mestrer sin kontratenor over hele tre oktaver og formår at synge partier, som folk med hans stemmetype styrer uden om. Han synger suverænt i alle afkroge af sin røst, uden at man bemærker registerskift, tonerne afleverer han med milimeterpræcision, og intonationen er usvigeligt sikker. Selvom Fagioli ikke virker helt afspændt i sin kropsholdning, er klangen hele tiden blød og afrundet.

Programmet i Tivoli-koncerten er med musik af i dag halvglemte barokkomponister som Porpora, Leo, Vinci, og Hasse m.fl., som også Cecilia Bartoli med bragende succes ”genoplivede” med cd’en ’Sacrificium’, en hyldest til 1700-tallets kastrater. Netop Bartoli er en sanger, som Fagioli sammenlignes med. Men det karikerede krukkeri, der fylder så meget hos hende, er udskiftet med en mindre showpræget optræden, når den 33-årige herre går på scenen. Bevares, Fagiolis positurer får indimellem også en og anden til at trække på smilebåndet med hans lidt duknakkede svej og arme, der kroger abeagtigt fremad. Men det virker mere ærligt og ikke så overdrevent og overlagt som hos Bartoli.

Orkestret er søndag det totalt veloplagte Il Pomo d’Oro, som trods dets kun to år på bagen spiller med ultrapræcis timing og en homogen og smuk ensembleklang. Koncertmesteren Riccardo Minasi forstår at animere de op til 13 musikere og samtidig balancere, så de pludselige dynamikskift ikke virker for groteske.

Instrumentalindslagene mellem arierne er til gengæld programmæssigt aftenens lavpunkter, blandt andet en sinfonia af Domenico Sarro og en sonate af Giuseppe Avitrano. Denne musik kan sikkert ikke spilles mere kompetent, men det er svært at gøre disse i bund og grund indholdsløse musikalske ytringer interessante – deres funktion må være at rense publikums ører mellem arierne.

Il Pomo d’Oro fejer af sted i Tivoli med en frisk lethed, uden at tabe tyngde, og lige før pausen med arien ’In braccio a mille furie’ fra en opera af Vinci er der simpelthen ild i orkestret, mens Fagioli går Bartoli i beddene med heftigt og manieret vibrato.
Efter pausen fortsætter den gode kontratenor med demonstrationen af sin mesterlige stemmebeherskelse. Med kildrende toneløb med samme fart, som når en af violinerne hjuler nedad på gribebrættet, bliver hans melodiske udsmykninger næsten ”instrumentale”, altimens Il Pomo d’Oros strygere skinner om kap med deres sølvglitrende klang.

5 ud af 6 stjerner

Søndag 15. juni i Tivolis Koncertsal
Arier skrevet til kastratsangeren Cafarelli af Sarro, Porpora, Hasse, Leo, Vinci, Pergolesi, Cafaro og Manna. Med Franco Fagioli (kontratenor), Il Pomo d’Oro (barokorkester), dirigeret af Riccardo Minasi.

Foto: Marco Borggreve

Se hjemmevideo hvor Franco Fagioli og Il Pomo d’Oro opfører Johann Adolf Hasses ‘Fra l’orror della t