Anmeldelse | Kammer

Athelas Sinfonietta tynget af historiens åg

Ved sin første koncert i år viste Athelas Sinfonietta, at der er grænser for, hvor langt »Danmarks nationale ensemble for ny kompositionsmusik« kan strække repertoiret.

★★★ ★★★

Athelas Sinfonietta tynget af historiens åg | Koncertanmeldelse | Magasinet KLASSISK

Da Athelas Sinfonietta sidste september fik ny chef i form af tidligere direktør for Danmarks Underholdningsorkester, Stine Nissen, meddelte ensemblet, at det ønskede »et gearskifte«.

Mere konkret, end at der skulle åbnes for flere samarbejder, faldt ordene ikke, men de blev fulgt op af intetsigende floskler om, at Athelas »er det ensemble i Danmark, der garanterer, at den nye kompositionsmusik møder publikum«.

Nu præsenterer man sig slet og ret som »Athelas Sinfonietta Copenhagen – Danmarks nationale ensemble for ny kompositionsmusik«.

Hvilket jo altså er, undskyld mig, komplet nonsens og hverken bakkes op af statsligt støtteomfang, geografisk tilstedeværelse eller kontinuerligt aktivitetsniveau – i hvert fald ikke endnu.

Men fint lyder det.

»Og voila, pludselig havde man reduceret sig selv til det, som den ny musik ellers kæmper mod«

Lørdag eftermiddag afholdt den vækstende institution sin første af indtil videre ganske få koncerter i år. Den mindskede ikke ligefrem forvirringen, der omgiver nationalensemblet.

Under overskriften »Europæiske trendsættere« var der tale om den første i en ikke nærmere angivet række af koncerter, som i løbet af de kommende år skal sætte fokus på den ny musiks fortid og nutid.

Her i skikkelse af Schönbergs 1. kammersymfoni fra 1906 og den for tiden vildt ombejlede Olga Neuwirths trompetkoncert ‘Miramondo multiplo’ fra 2006.

Og voila, pludselig havde man reduceret sig selv til det, som den ny musik ellers kæmper mod: en koncert tynget af historiens åg, hvor der var så langt mellem værkerne på programmet, at de ikke formåede at føre en egentlig samtale med hinanden.

Udlægget var en forvirret appetitvækker: Inden de vældigere kompositioner opførte fem musikere Olga Neuwirths nervøse pandemirefleksion ‘CoronAtion II’, en del af en cyklus fra 2020, som programteksten konsekvent kaldte ‘CoronAction’.

Fra hver sit hjørne af kammersalen i Musikhuset København nærmede violin, bratsch, tværfløjte og klarinet sig langsomt klaveret i midten, mens de skurrede let mod hinandens tøvende triller og lejlighedsvise toneskrig.

Hver især søgte de et sprog, de havde mistet. Da de endelig fandt sammen i et fælles, men stadig faldefærdigt udtryk, var det i form af en abrupt opdukkende danserytmik. Tja, bum – det er på mange måder godt, at vi er fri af coronaens skygge igen.

Større strukturel sammenhæng indfandt sig med kammerudgaven af Neuwirths trompetkoncert, nu med et fuldtalligt og eklektisk sammensat ensemble. Og sikke et intenst, manieret værk fra den 54-årige østriger.

Fantastisk tindrende klingede Mathias Reumert og Mathias Friis-Hansens slagtøj i toppen af Neuwirths tordnende tuttibrøl, mens Aleš Klančar indledte sin hektiske solistrolle på rapfodet lommetrompet.

Små ansatser til harmoni – skyggeagtige durklange, svævende spøgelsesbunde – blev igen og igen afvist af marchtromme, ituslåede klokkeværk og søsyge klagekor. Særligt fænomenale var de præcist dirigerede standsninger, hvor kaoslyden i korte øjeblikke fik lov at runge som beruset efterklang.

Virtuost styrede Robert Houssart slagets gang, i en grad så saxofonisten Jeanette Balland i vildhektiske dueller med Aleš Klančar brændte igennem som en musiker i kamp for livet. Her så vi Athelas, når de er allerbedst: individuelt virtuose, exceptionelt disciplinerede og emmende af rytmisk overskud.

Glæden var dog kort, for Schönbergs ligeledes hektiske kammersymfoni var den helt forkerte dessert. Ikke kun fordi temperamentet var det samme som i ‘Miramondo multiplo’, blot i mere dresseret grad. Men også fordi musikken stillede helt andre krav til ensemblet og til det rum, koncerten foregik i.

Her var der virkelig brug for et gearskifte, som ikke indfandt sig. De individuelle og heterogene kvaliteter, der løftede Athelas i Neuwirths vanvidsridt, trak dem ned i Schönbergs stadig trods alt romantisk bevidste musik, som krævede en helt anden og møjsommeligt indarbejdet fællesklang.

Den klang med adresse mod 1800-tallet har Athelas ikke, og kammersymfonien var derfor præget af for stor individualitet og manglende afstemning. Det blev en mur af lyd uden nuancer, og lokalet var ganske enkelt for lille til, at klangen fik lov at smelte sammen.

Ét er, at det lyder godt i skåltaler, hvis man fortæller, at man kan rumme mere end hundrede års musik. Og skåltaler kan bringe ensembler langt, se bare på den paradoksale politiske opbakning til Danmarks Underholdningsorkester.

Noget andet er, hvilken dna et ensemble besidder. Heldigvis tyder de næste koncerter i Athelas’ kalender på, at man for nu holder sig til det absolut nutidige repertoire, men jeg håber ikke, at den historiske spændvidde i denne nye koncertrække er udtryk for, at Athelas i fremtiden skal til at strække sig så langt ud i bestræbelsen på at »skifte gear« og finde nye samarbejdspartnere, at man ender med at sætte sig mellem to eller endnu flere stole.

Det vil i så fald kunne høres.

/ Sune Anderberg

‘Miramondo multiplo – Europæiske trendsættere I’
Athelas Sinfonietta, dir. Robert Houssart, Musikhuset København den 4. marts 2023.

Foto: Jakob Boserup / PR

Læs også: Sanserne skærpes, når man ser opera i en skøjtehal | Koncertanmeldelse

Tilmeld gratis nyhedsbrev | Magasinet KLASSISK

FLERE ANMELDELSER