Mendelssohn nyfortolket

Det her er et album, der skiller vandene, og jeg er med i båden. Mendelssohns violinkoncert gøres ofte til et smægtende følelsesladet værk med en bredt syngende violinstemme centralt placeret i lydbilledet. Det er ikke tilfældet her. Isabelle Faust vælger en mere renfærdig tilgang til musikken. Med en violintone, der kan tangerer en sinustone, vælger hun af og til kun at tegne sin stemme som en streg i luften. Desto stærkere virker det så, når hun på andre tidspunkter lader sin tone eksplodere i energiudladninger. Især fordi Pablo Heras-Casado og Freiburg Barokorkester følger trop med stor fornemmelse for musikkens karakter og struktur.
Anden sats, Andante, der ofte spilles fodslæbende langsomt, bliver her svævende og sval som en morgenbrise – renset for patos, men beriget med uskyldsren musikalitet. Faust og Heras-Casado kan kunsten at holde sig på måtten og ikke …
Esben Tange

LÆS HELE ANMELDELSEN I KLASSISK NR. 47