»Bliv væk. Gå over og knep nogle århusianere. Du har garanteret allerede gjort det, ellers går man ikke fra kone og barn«.

»Ak blomsterne er døde, og Engen er så bleg / Hvor finder jeg mon græsset, og en forglemmigej?«.

Kirsten Hammanns ‘En dråbe i Havet’ sat overfor Wilhelm Müllers ‘Vinterrejse’ i Schuberts musikalske iklædning. Dansk hverdagsrealisme overfor højtysk poesi – hvad har de med hinanden at gøre? Umiddelbart ikke så meget, men i Bakkehuset på Frederiksberg gjorde tre kunstnere forsøget i lørdags med koncerten ‘Den sorgfulde Kærlighed’ (foto), som led i en ny festival over fire dage i bydelen.

Det kunne have være så godt – for guldalderhuset (der nu er museum) indbyder virkelig til salonstemning og kammermusik i de tætte, men intime stuer fra 1800-tallet, med kun 15 stole sat op. Men det var ikke vellykket.

»Mezzosopranen Andrea Pellegrini gik fejl af musikken og situationen, hvor ni ud af den 24 sange store cyklus var valgt«

Ikke fordi klaverakkompagnementet var erstattet af akkordeon, for Bjarke Mogensen kan få al musik til at sprudle og leve igennem sin store harmonika med knapper – få mestrer som ham både virtuositeten og en dyb inderlighed, som netop karakteriserer Schuberts sangcyklus. Og han dryppede tilmed små, lækre satser af Zolotariev og Tjajkovskij imellem Schubertsangene og oplæsningen (indspillet på solopladen ‘Winter Sketches’). Det var også en god ide at tilføje oplæsning fra en tekst, som har fællestræk med musikken, her om en kvinde der bliver forladt af sin mand, og hendes meget konkrete reaktioner på bruddet. Koncertgenren fornyes overalt for tiden, og det er kun godt at prøve noget nyt. Om man så behøver en meget specifik én-til-én udlægning af et brud, eller om det abstrakte hos Schubert og Müller fint kan stå alene, er et spørgsmål om personlig smag. Ligesom ved moderne operaopsætninger hvor psykologiske kompleksiteter bliver gjort hverdagsagtige eller nutidige på scenen. Nogle kan lide det, andre hjælper det på forståelsen og andre igen havde gerne været det foruden. Jeg synes nytænkning i koncertsituationen er interessant og velkomment, men Kirsten Hammann er ikke skuespiller, og var ikke nogen god oplæser.

Men væsentligst – mezzosopranen Andrea Pellegrini gik fejl af musikken og situationen, hvor ni ud af den 24 sange store cyklus var valgt: Posten, Frosne Tårer, På floden, Forårsdrøm fik vi bl.a. at høre i oversættelse af Ole Klitgaard. Forfriskende at høre disse sange på dansk! Pellegrinis diktion var blot ikke altid så præcis, så det var lidt svært at forstå alle ordene, og formidlingsaspektet mistede pusten. Hun valgte i stedet et skønsangsideal, hvor klang og fyldige fraseringer blev prioriteret, hvilket i høj grad gik udover intimiteten og nærværet. For en stor sanger er det lige så vigtigt at kunne begrænse sine virkemidler, som at bruge dem. Men Pellegrini sang med en halvkraftig mezzoforte-klang det meste af tiden, eller kraftigere, og meget sjældent valgte hun det blide, fortællende, måske hviskende piano eller pianissimo-leje. Hvilket selvfølgelig havde været oplagt i et rum på måske 35 kvm, og med kun 12 tilhørere tilstede (der var ikke udsolgt til denne anden af to koncerter). Og ikke mindst fordi tekst og musik i den grad appellerer til det. Vi vil ikke hele tiden blæses bagover, men hellere høre historier fortalt gennem musikkens blide væsen. Det blev anstrengende at høre på i stedet.

Formidlingsmæssigt havde det også virket bedre, hvis Andrea Pellegrini havde sunget de relativt få sange udenad, og ikke løbende måtte skæve over til noder/teksten, som hun havde placeret på et stativ til højre for sig. Når hun f.eks. i ‘På Floden’ sang »Den dag vi traf hinanden / Den dag hvor det var slut«, blev det mærkværdigt distancerende at se nogle flakkende øjne læse det op fra en tekst ved siden af sig selv. Man troede ikke rigtigt på det.

Sammen med den lidt (selv)højtidelige oplæsning fra Kirsten Hammann blev oplevelsen dermed det modsatte af hvad arrangørerne nok havde intenderet med en ny koncertform: underlig stiv, formel og med distance.

Det blev en trist ‘Vinterrejse’ – og det er ikke meningen, på trods af det triste indhold. Man skal helst blive åndeligt opløftet gennem musikkens tristesse.

Men Bjarke Mogensen spillede som sagt suverænt, og fik sit akkordeon til at lyde som kolde, frosne tårer, stormens rasen, en hane der galer, is på floden og et posthorn der gjalder – og hvad der ellers er af flotte naturbilleder i teksten. Ærgerligt var det derfor så, at vi ikke fik hørt hvordan et ‘Lindetræ’ kan akkordeon-suse i Schuberts nok mest berømte sang fra værket – eller de lange holdte septimklange i ‘Kroen’ (‘Wirtshaus’), en sang som i den grad ville have egnet sig til akkordeonets dynamiske muligheder.

‘Den sorgfulde Kærlighed’, Andreas Pellegrini & Bjarke Mogensen, Bakkehuset, Frederiksberg, 19. sep. *** [Tre stjerner]

Forløst kærlighed som kulmination

Bag Frederiksberg Festspil står ildsjælen og den alsidige pianist Katrine Gislinge, som havde inviteret musikalske venner til at optræde, og beundringsværdigt blandet forskellige genrer og former: Masterclass med jazzsangeren Cæcilie Nordby og popmusikeren Teitur, åben prøve med Novo Quartet, forfatteroplæsninger, solokoncert med Andreas Brantelid og kunstner-talk med Louise Alenius m.fl. Utrolige tiltag der alt sammen blev skabt her i Coronatiden og med dens begrænsninger.

»Det var nærmest mindblowing at opleve både Schönberg, de Falla, popsang, jazz, ekspressivt tysk digt og harmonikaspil til den samme koncert«

Til den store afslutningskoncert søndag i Brøndsalen i Frederiksberg Have optrådte mange af disse musikere igen under overskriften ‘Den Forløste Kærlighed – Forvandlingen’. Her var det opløftende at Gislinge turde sætte så forskelligartet kunst i spil til én og samme koncert. Teitur lagde ud med den begavede popsang ‘It’s Not Funny Anymore’ med Gislinge selv på klaver; Bjarke Mogensen fulgte med Bornholmsk folklore på akkordeonet; så fik vi Richard Dehmels ‘Verklärte Nacht’-digt oplæst på tysk af Katrin Weisser, som fem musikere fra Danmarks Underholdningsorkester plus Andreas Brantelid efterfølgende spillede i Schönbergs berømte musikalske udlægning.

Det var nærmest mindblowing at opleve både Arnold Schönberg, Manuel de Falla, popsang med Teitur, jazz med Cæcilie Nordby og Lars Danielsson, ekspressivt tysk digt og harmonikaspil til den samme koncert. Men det virkede – for alt centrerede sig om temaet den forløste kærlighed. Til sidst tog Katrine Gislinge selv elklavertangenterne i Nordbys jazz-vokal-version af Debusseys ‘Clair de Lune’ (‘The Tears of Billie Blue’, indspillet på albummet ‘Arabesque’). Her var ingen distance, men nærvær og intimitet.

Genrerne er i spil – og det er koncertpublikummet også. Vi lyttere er ikke længere fragmenteret i grupperinger, der henholdsvis hører jazz, pop eller klassisk, men som tværtimod sætter pris på flere genrer – hvis det har kvalitet og mening i sammenhængen. Og det havde det denne aften.

Frederiksberg Festspil er forhåbentlig kommet for at blive.

‘Den Forløste Kærlighed – Forvandlingen’, Brøndsalen, Frederiksberg, 20. sep. **** [Fire stjerner]

/ Jeppe Rönnow

Læs mere: »Jeg ved aldrig, hvornår jeg er mest på i løbet af en koncert« | Interview Katrine Gislinge