Artikel
Orkestrering af en jury | Debatindlæg
26. april 2023
26. april 2023
Dette års vindere af Carl Nielsen konkurrencen for blæserkvintet leverede midterstribeudgaver af kammermusikværker, der rummer så meget mere, end hvad gruppen forløste.
Af Jonas Frølund, klarinettist og iværksætter
I forbindelse med den nyligt afholdte Carl Nielsen International Chamber Music Competition 2023, hvis 2. runde for blæserkvintetterne jeg kommenterede i P2 d. 14. april, sprang noget helt bestemt i øjnene i præsentationen af jurymedlemmer på konkurrencens hjemmeside: Hvor samtlige delegerede i strygekvartetjuryen var medlemmer af en internationalt anerkendt strygekvartet og blev præsenteret på den måde, blev de fem fra blæserkvintetjuryen præsenteret som solospillere ved anerkendte symfoniorkestre og/eller undervisere ved fremtrædende konservatorier. Konkurrencens egen regel hedder, at »The jury and pre jury consist of prominent musicians who have solid experience performing in a string quartet or wind quintet« (hvad andet kunne man forvente), men kigger man nærmere på de fem blæserkvintetjurymedlemmer, finder man ud af, at det tilsyneladende blot er Ulla Miilmann, der kan prale af at have haft mangeårigt medlemskab af en konkurrencedygtig blæserkvintet, dog en kvintet dannet i regi af DR Symfoniorkestret.
Schweizisk-franske Ensemble Astera, der kunne lade sig hylde som 1. prisvindere i slutningen af finalerunden d. 16. april efter en præstation, der i P2’s ekspertkommentator Charlotte Norholts (fløjtenist i Ensemble MidtVest) rammende udlægning bar præg af mangel på musikalsk fantasi, består af fem rutinerede og solide musikere, der har stillinger i hvert sit internationalt anerkendte europæiske symfoniorkester. Set over alle konkurrencens tre runder excellerede Ensemble Astera i at levere midterstribeudgaver af kammermusikværker, der rummer så meget mere kommunikativt og udtryksmæssigt potentiale, end hvad gruppen forløste. Klangligt var de dem, der kom tættest på en mærkbar central- og nordeuropæisk konsensus om, hvad god klang vil sige, og om, hvor lidt man bør afvige fra denne uanset musikkens karakter. Men det mest iøjnefaldende og skuffende ved at opleve Ensemble Astera var, at de kiggede så lidt på hinanden – en af kammermusikkens nødvendigheder – med deraf følgende mangel på præcision og spontanitet.
Jeg vil ikke tage noget fra nogen af medlemmerne af blæserkvintetjuryen, som alle er førende på deres felt. Men dette felt er ikke blæserkvintet. Det er først og fremmest orkester og undervisning, og det, man laver mest af, præger i høj grad ens syn på andet. Hvor ville det have været skønt at se en blæserkvintetjury bestående af folk, hvis primære aktivitet ikke var orkesterspil, og som havde stor og rig international blæserkvintet- og kammermusikerfaring. Hvis man så i erkendelse af det ganske vist mindre antal bemærkelsesværdige, internationalt feterede blæserkvintetter end ditto strygekvartetter kom til kort, ville det være mere oplagt at kigge mod andre instrumentalister med den ønskede kammermusikprofil og -baggrund eller internationalt anerkendte træblæser- eller hornsolister, som alle ville have en bedre fornemmelse for, hvad publikum til kammermusikkoncerter kommer for.
Kammermusik er, ligesom solospil, en helt anden størrelse end orkesterspil, som i parentes bemærket får alt for stort fokus på f.eks. Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i forhold til andre potentielle karriereveje. Grænserne i kammermusik er andre og videre end i et orkester, og først ved at afsøge disse i bevidsthed om det vedtagne indlærte snævre ideal for godt orkesterstemmespil får man vind i sejlene som kammermusikere.
Foto: Agnete Schlictkrull
Læs også: Og vinderne af Carl Nielsen Kammermusikkonkurrencen er …
FLERE ARTIKLER