Kategori: Vokal

(scroll down for the english version)

I de første elleve år af det 20. århundrede arbejdede Arnold Schönberg på kæmpeværket ‘Gurrelieder’ – et digt-cyklus, der bygger på sagnene om Valdemar Atterdags forbudte kærlighed til Tove af J.P. Jacobsen, nyfortolket på tysk af Robert Franz Arnold. Det var et årti, hvor musikken fundamentalt ændrede kurs, og Schönberg sad selv bag rattet.

Jeg har nu ellers oplevet en del den seneste måneds tid.

Først var jeg i Helsingør Svømmehal for at overvære den danske komponist Lil Lacys musikdramatiske korværk ‘Crawl Crawl Crawl’ med tolv badende sangere og en dirigent i vandkanten. Underfundigt!

I lørdags stod jeg blandt kuglestødere, længdespringere og hurtigløbere på Glostrup Stadion, da Copenhagen Opera Festival satte det tyske totalteater ‘Die Oper #3’ op på en måske endnu mindre oplagt scene end svømmehallen. Forrykt!

Men det her tager nu alligevel prisen: Da samme festival i aftes uropførte Niels Rønsholdts kolonialismekritiske grønlandsopera ‘Den sidste olie’ i Østerbro Skøjtehal, måtte jeg erkende, at jeg aldrig havde oplevet noget lignende.

Richard Strauss’ opera ‘Elektra’ fortæller, hvad der sker efter, at kong Agamemnon vender sejrrigt hjem fra krigen kun for at blive slået ihjel i badet af sin kone Klytemnestra og hendes elsker.

Som om der ikke var operaer nok i verden, som ligger døde hen i arkiver og venter på at blive spillet. Alligevel har sopranen Véronique Gens sammen med det franske barokensemble Les Surprises på deres nye album givet deres eget bud på en opera.

»Og der blev lys!«. Sjældent har Joseph Haydn skrevet noget så effektfuldt som det kor, der synger de kendte bibelske ord fra 1. Mosebog om Guds skaberværk.

Han var kritiseret af samtiden for at skrive for komplekse lieder – i romantikken skulle kunstsangen være tilgængelig, med en signifikant melodi og et spilbart klaverakkompagnement. Det var jo i de mindre saloner og små hjem, at Schuberts og Schumanns lieder blomstrede op og fik sit musikliv i praksis. Og så måtte det ikke kræve en virtuos pianist som akkompagnatør.

Louise Alenius har fået en af de mest originale idéer, jeg længe har oplevet på vore breddegrader. Temaet, handlingen og emnebearbejdelsen i operaen ‘Manualen’ er uhyre skarp og tilmed en raffineret sammenvævning af kunst og samfundsaktuelle forhold.

‘Thaïs’ er historien om en legendarisk kurtisane fra oldtidens Alexandria, hvis skønhed betog alle mænd, men som lod sig omvende til kristendommen af munken Athanaël og forsagede sit syndefulde liv.

Til overflod kender vi fra russisk litteratur fortællingen om den underlegnes kamp mod et uigennemsigtigt stats- og adelsapparat. Embedsmanden, der med en tsars mål af arrogance forgæves kæmper sig opad i dødsdysten om de mest prestigiøse offentlige stillinger. Den spiddende satire har – når censuren ikke forhindrede det – illustreret et totalitært samfunds helt virtuose mangel på empati hos systemer såvel som individer.

Med den korsfæstede Jesus forslåede krop – i enorm overdimensioneret størrelse – som den primære sceneinstallation, hvor på og omkring Hindemiths mere end tre timer lange opera udspiller sig, er der fuldt fokus på lidelsen som menneskeligt grundvilkår.