Nyhed
Det Kongelige Kapel rammes af spareplan
13. november 2015
13. november 2015
Først meldte politikerne ud med en spareplan over de næste fire år, og nu melder Det Kongelige Teater så tilbage, hvordan den praktisk skal udmøntes. Blandt andet bliver Det Kongelige Kapel ramt. I en pressemeddelelse lyder det:
»Ledelsen har besluttet, at det Det Kongelige Kapel skal efterses for at finde effektiviseringsmuligheder og besparelser. Det kan betyde mindre fast bemanding og færre af de mindre koncerter og kapelaktiviteter«.
»Teatret har endnu ikke sat officielle mål på nedbemandingen. Tallet kunne efter Berlingskes oplysninger ligge på en nedlæggelse af omkring 14 årsværk. Man vil formentlig heller ikke genbesætte de syv stillinger, der har stået som vakancer de seneste år. Orkestret skal i så fald igennem en samlet beskæring fra 117 årsværk til 96«, skriver Berlingskes klassiske musikredaktør, Søren Schauser.
Tillidsmand og formand for Det Kongelige Kapels Forening, Alexander Øllgaard, mener, at løsningen med skære i de faste stillinger er uhensigtsmæssig og ikke hænger sammen med ledelsens kunstneriske ambitioner for orkestret.
»Teaterdirektøren har selv udtalt, at han ønsker at styrke repertoiret, men det kræver jo, at man har nogle musikere i orkestret, som kender tingene. Skærer man derimod ned og fylder op med løstansatte, vil udgifterne til ekstra prøver stige, og så er det, der lignede en besparelse på papiret, pludselig blevet meget dyrt. For vi vil så skulle bruge mere tid på at øve ting, som ellers kunne være sat op med bare en eller to prøver«, siger Alexander Øllgaard i en kommentar til Politiken. Øllgaard siger også, at nedskæringerne vil få stor betydning for både repertoiret og det kunstneriske niveau. Han ser en udvikling, hvor det bliver nødvendigt at spille flere slagnumre for at trække flere publikummer til og øge indtægterne, og han tror, at programmet fremover vil blive domineret af flere wienerklassikere som Haydn, Mozart og Beethoven, flere børnekoncerter og mere filmmusik.
Foto: Natascha Thiara Rydvald / DKT
FLERE NYHEDER