»Hendes arv er monumental, lysende og større, end vi fuldt ud kan forstå«

En af verdens få kvindelige stjernekomponister, finske Kaija Saariaho, er død i sit hjem i Paris, 70 år gammel, af kræft.

I 2021 opdagede læger en tumor i hjernen på komponisten. Trods den aggressive kræft lykkedes det Saariaho ved daglig kamp at bevare sine kognitive evner, og hun magtede både at arbejde og leve til det sidste, skriver hendes familie i en meddelelse, der er delt på hendes website og sociale medier.

Hendes allersidste værk har urpremiere i august, hvor de finske radiosymfonikere præsenterer trompetkoncerten ‘Hush’ ved Helsinki Festival med dirigent Susanna Mälkki på podiet.

Saariaho blev højt respekteret af kolleger, og samtidig var hun populær hos publikum. Mälkki, som er en af de fremmeste fortolkere af Saariahos musik siden 00’erne, skriver i sine mindeord i New York Times:

»Hendes arv er monumental, lysende og større, end vi fuldt ud kan forstå på nuværende tidspunkt. Kaija har ændret musikken, fordi hun har ændret vores opfattelse og vores måde at lytte på«.

Saariaho var en del af den nye generation af finske komponister, som gjorde op med den tunge musikarv fra Sibelius på deres helt egen måde. Som alle andre berømte komponister fra landet med de tusind søer studerede hun ved Sibelius Akademiet i fødebyen Helsinki men følte sig ikke tilpas i det konservative miljø på det ansete konservatorium. Derfor stiftede hun sammen med andre unge kolleger som Esa-Pekka Salonen og Magnus Lindberg sammenslutningen ‘Korvat Auki’ (Åbne ører) for at promovere ny musik.

Saariaho søgte senere ud og fandt frisk inspiration til studierne ved ny musikhøjborgene Musikhochschule Freiburg og de legendariske sommerseminarer i Freiburg for komponister. Den tyske omvej ledte hende til Paris, hvor hun fandt sin plads på byens berømte musikinstitut IRCAM, i 1980’erne et centrum for studier i avantgarde og elektro-akustisk kunstmusik, grundlagt af Pierre Boulez.

Saariahos finske baggrund og studierne ved IRCAM blev afgørende for hendes værker, hvor hun kombinerede akustisk livemusik med elektroniske elementer i sin særlige, sanselige stil ved hjælp af hendes ekstraordinært gode øre for den lysende skønhed i musikken. Spektralmusikken med dens fysiske analyse af lyd blev Saariahos store inspiration, men hun nægtede at blive sat i bås.

»Jeg studerede lydens spektrum for at forstå det som et fysisk og akustisk materiale, men jeg skrev aldrig en eneste akkord ud fra de analyser«, har hun fortalt.

Susanna Mälkki karakteriserer Saariahos værker således:

»Hendes musik er tryllebindende og afspejler en farverig fantasi, men på en måde er det også en form for sonisk forskning, gennem videnskab og håndværk – og altid poesi og refleksion. Denne musik er levende. Den vibrerer og ånder, og den skal have sit eget rum og sin egen frihed, og det føles som om den taler til os fra en anden verden. Det er et sprog, hvor specifikke lyde smelter sammen og bliver et fantastisk paradoks med krystalklar præcision og lysende dis«.

Det var også ved instituttet i Paris, at Saariaho mødte sin mand og sparringspartner igennem små fyrre år, den franske komponist Jean-Baptiste Barrière. Deres to børn, manuskriptforfatter og instruktør Aleksi Barrière samt musiker og dirigent Aliisa Neige Barrière, blev også vigtige figurer i Saariahos sene karriere.

Komponisten skrev koncerter for alle størrelser orkestre, men det var operaen, der for alvor satte hendes navn på verdenskortet. Saariaho fik lyst til at udforske styrken ved at fortælle en historie med musik efter at have overværet Peter Sellars 1992 opsætning af Messiaens ‘St. Francois d’Assise’ ved festspillet i Salzburg. Efter flere eksperimenter fik hun sit internationale gennembrud i 2000 med den storroste og prisbelønnede opera, ‘L’Amour de loin’.

Det blev i alt til fem operaer. Hendes seneste er skoleskyder-operaen ‘Innocence’, der fik corona-forsinket premiere i 2021 ved Aix-en-Provence Festivalen. Operaen, som har libretto af den finske forfatter Sofi Oksanen, havde for nyligt engelsk premiere i en udsolgt og anmelderrost opsætning ved Simon Stone på Royal Opera House.

Mälkki, som også dirigerede denne opsætning, fortæller om Saariahos betydning for operagenren:

»Hun valgte komplekse emner til operaer som ‘Adriana Mater’ og ‘Innocence’, og hendes dramaer skulle omfatte det hele: de ubærlige sandheder, men også den beroligende drømmeverden – som for hende var det mest centrale element i ‘Innocence’, ikke de skildrede tragiske begivenheder. Gennem denne ægte frygtløshed og ærlighed genoprettede hun mange menneskers tro på operaen som kunstform«.

Som en af sine sidste opgaver nåede Saariaho i april at stå i spidsen for juryen ved en ny konkurrence i Helsinkis musikhus, Musiikkitalo, indstiftet i hendes navn. Anledningen til konkurrencen var komponistens donation på 7,5 millioner kroner til et nyt orgel i koncerthuset.

Foto: Niclas Jessen