Nyhed

J.S. Bachs 333 års fødselsdag fejres i hele Europa

European Day of Early Music afholdes den 21. marts hvert år og er en central dag for aktørerne på scenen for tidlig musik. De sidste seks år har de 80 medlemmer i det europæiske netværk for tidlig musik, REMA (Réseau Européen de Musique Ancienne), fejret den tidlige musik med koncerter og andre begivenheder på Johann Sebastian Bachs fødselsdag d. 21. marts, og i år ville han være fyldt 333 år.

REMA’s medlemmer tæller festivaler og organisationer fra tyve lande, som alle sørger for, at den musikhistoriske arv og tradition lever videre. European Broadcasting Union er samarbejdspartner på European Day of Early Music og sørger for at transmittere musikken fra de mange koncerter over hele Europa i radioen.

Herhjemme afholder Copenhagen Renaissance Music Festival koncert i København onsdag, hvor man blandt andet kan opleve Musica Ficta & Bo Holten, DKDM Barokensemble med solister, The Copenhagen Classical Band og det svenske ensemble Melancholia.

Hvis man ikke er i nærheden, er der mulighed for at lytte til koncerten på Facebook, hvor den streames live. European Day of Early Music fejres også i Odense, hvor organist Tina Christiansen spiller værker af Bach.

DR P2 transmiterer i år fra Stockholm Early Music Festival en koncert med titlen ‘Thirty Years of Music and Tears’. Her kan man lytte til musik af Schütz, Schein, Scheidt og Boltzius samt nordiske folketoner med ensemblerne Vokalharmonin fra Stockholm og Lautten Compagney fra Berlin. Alt sammen under ledelse af Frederik Malmberg.

Se danske koncerter på European Day of Early Music COPENHAGEN 2018

Tilmeld gratis nyhedsbrev | Magasinet KLASSISK

FLERE NYHEDER