Nyhed

#MeToo-fyret dirigent får nyt topjob

Kun fire måneder efter han blev fyret fra Concertgebouw Orkestret på grund af anklager om sexchikane får Daniele Gatti et nyt topjob. Han er blevet ansat som chefdirigent for Teatro dell’Opera di Roma i den italienske hovedstad. Operahuset har været uden chefdirigent siden Riccardo Muti trak sig for fem år siden i frustration over massive strejker, der endte med fyring af både kor og orkester.

»Det er en ære for mig at kunne favne denne nye rolle i Teatro dell’Opera i min nations hovedstad. Jeg er især glad over at kunne intensivere mit arbejde her og knytte mig til et teater, der for nylig har udmærket sig ved den fremragende kvalitet af dets projekter og indsatsen fra alle de mennesker, der er involveret i at gøre dem til virkelighed«, udtaler den nyansatte chefdirigent ifølge bloggen Gramilano.

Daniele Gatti debuterede i det romerske operahus for to år siden i en opsætning af ‘Tristan og Isolde’. Han har siden dirigeret Berlioz’ ‘Fausts fordømmelse’ og i denne sæson en ny produktion af Verdis ‘Rigoletto’.

Formanden for teaterbestyrelsen, Roms borgmester Virginia Raggi, siger om ansættelsen af Gatti:
»Opera di Romas anseelse, som er vokset de seneste år takket være vores fælles engagement, bliver endnu højere ved ankomsten af Hr. Gatti, der er anerkendt som en af de største dirigenter i verden. Jeg er virkelig glad for hans tilbagevenden til vores by, og for det enestående arbejde han skal udføre på Teatro dell’Opera di Roma«.

Daniele Gatti fik sparket fra Concertgebouw efter en artikel i Washington Post, hvor to kvinder anklagede ham for at have krænket dem tilbage i 90’erne ved episoder, der angiveligt fandt sted i USA og Italien. Han reagerede på anklagerne gennem sin advokat, der kaldte dem en smædekampagne:
»Gatti har bedt mig informere alle medier om, at han er yderst overrasket, og at han på det kraftigste benægter alle påstande«, lød det dengang i en erklæring fra hans advokat.

Foto: Anne Dokter / RCO

Læs også: Concertgebouw fyrer chefdirigent | #MeToo

Tilmeld gratis nyhedsbrev | Magasinet KLASSISK

FLERE NYHEDER