Nikolaus Harnoncourt er død – medierne skriver

Dirigenten Nikolaus Harnoncourt døde sidste lørdag. Kort før sin 86. fødselsdag i december foretog den feterede dirigent sin offentlige sortie med et håndskrevet brev på hans hjemmeside. I brevet kunne man læse, at maestroen var nødt til at trække sig tilbage på grund af dårligt helbred. Og i sidste uge, tre måneder efter, meddelte de tyske medier så, at han er gået bort.

Hans død har vakt genklang i medierne, som hylder hans livslange karriere på over 60 år, især hans pionérindsats med at støve den tidlige musik af og gøre den vedkommende igen for et nutidigt publikum. En rejse han indledte i 1953 med sin kone, violinisten Alice Harnoncourt, da de stiftede ensemblet Concentus Musicus Wien. Sideløbende passede han en karriere som cellist hos Wienerfilharmonikerne frem til 1969, og få år efter debuterede han som dirigent og voksede sig i den rolle til en af de største igennem de næste mere end 40 år i spidsen for verdens førende orkestre.

I Berlingske beskriver Søren Schauser, hvordan den karismatiske dirigents insisterende arbejde med den tidlige musik har smittet afgørende af i nutiden:
»Selv et moderne symfoniorkester spiller i dag ’Messias’ med historisk bevidsthed. Nikolaus Harnoncourt lagde i den forstand grunden til en vigtig brik i vore dages musikkultur«.

Thomas Michelsen hæfter sig i Politiken også ved, hvordan Harnoncourt ændrede hele paradigmet for, hvordan vi både spiller og lytter til klassisk musik:
»Det er ikke for meget at sige, at hvis Herbert von Karajan perfektionerede den klassiske musik, så revolutionerede Nikolaus Harnoncourt den. ”Jeg ønsker jer ikke en dejlig, men en oprørende aften”, kunne han finde på at sige til publikum«.

Også Harnoncourts senere indflydelse som toneangivende maestro kom til at forrykke traditioner og opfattelsen af gængs dirigentvirke. Om det skriver Michelsen:
»Man kan ikke overvurdere Nikolaus Harnoncourts betydning. Hans livsværk er enormt, og det er hans skyld, at så mange dirigenter i dag fortolker klassisk musik med energi, vitalitet og al det teatralske liv, han gravede frem i sit arbejde med at finde og dyrke en levende og historisk informeret måde at spille musikken på«.

Hos DR fremhæver Jens Cornelius, at dirigenten også var med til at sætte standarden for, hvordan et symfoniorkester på almindelige, moderne instrumenter skal kunne spille i alle stilarter:
»Hans opførelser af Beethoven, Schubert og Brahms med orkestre som Berliner Filharmonikerne, Concertgebouw Orkestret og Det Europæiske Kammerorkester har ændret vores orkesterkultur og musikalske stilbevidsthed. Selv den lettere musik af Strauss-familien gav han nyt liv – og en vidunderlig indfødt, wienerisch dialekt«.

Dirigenten som lød det fulde navn, Johann Nikolaus Graf de la Fontaine und d’Harnoncourt-Unverzagt, modtog alverdens priser og hædersbevisninger gennem sin lange løbebane, blandt andet Sonnings Musikpris herhjemme i 1993.

Foto: Marco Borggreve / Sony Music