Tag: arkiv

Tekst Sune Anderberg | Foto Marie Sutter

Ser man tilbage på den klassiske musiks udvikling siden årtusindskiftet, springer især én tendens i øjnene. Den er enkel, melankolsk og blev for nylig i The Guardian kaldt »sad piano music«.

Det er den slags, der hitter på Spotify, hvor folk søger noget, som kan ledsage læsning eller give ro i en hektisk hverdag: stille, nyskrevne indspilninger fulde af skøn tristesse. Og den tendens har én superstjerne over dem alle.

Det er ham, der lige nu kigger på mig gennem en videoforbindelse fra et landligt hjem i Oxfordshire vest for London. Max Richter er 58 år gammel, født i Tyskland, men opvokset i England. For nogle er han alt, hvad der er galt med klassisk musik i dag, for andre er han en stilsikker videreførelse af minimalismen.

Tekst Jeppe Rönnow

For Bára Gísladóttir er bevægelse altafgørende. Det gælder for hendes musik, som hun opfatter som et væsen, der for alt i verden skal være levende og ikke blot bevæge sig statisk fra a til b. Og det gælder for hendes komponistkarriere, som har været en lang, opadgående bevægelse de sidste ti år med anerkendte musikpriser og anmelderroste pladeudgivelser. Og det gælder i hendes liv som et hele.

Da jeg møder Bára Gísladóttir er hun gravid med tre uger til termin med sit andet barn. Normalt vil det ikke gå hende på (hun har intet nævnt om dette på forhånd), men en nerve har sat sig i klemme, og hun er derfor forhindret i at gå normalt, hvilket tydeligvis ikke bekommer den islandske komponist vel. Hun er vant til at være i gang hele tiden, så det er meget fremmed for hende ikke at være i vigør og have drift i kroppen, da jeg møder hende en sommerdag på gaden. Herfra går vi i langsomt tempo hen til en lille katolsk kirke, hvor jeg har lånt et lokale til interviewet.

Tekst Sune Anderberg | Illustration Peter Hermann

Sandt at sige er det en mere berygtet end feteret komponist, der denne september ville være fyldt 150 år. Sig navnet Arnold Schönberg, og se straks smilet stivne hos salgspersonalet i landets klassiske koncerthuse.

De ved bedre end nogen, at østrigeren, der i starten af 1900-tallet satte vores tonale kompas ud af kurs, aldrig er blevet en publikumsfavorit på linje med samtidige kolleger som Richard Strauss og Gustav Mahler. Uretfærdigt nok, egentlig.

For deres projekt var vel omtrent det samme. De ville ikke væk fra det foregående århundredes store, romantiske følelser, men faktisk forstærke dem, opsøge musikkens bristepunkt.

Tekst Michael Bo | Foto Agnete Schlichtkrull

Jeg står og venter i silende regn på et hjørne i Valby.

På en belarusisk dirigent med en lovende karriere i det østjyske.

Det er først, da Dmitry Matvienko er i gang med at låse sin cykel fast uden for en kaffebar på Valby Langgade, at jeg indser, at det er ham, jeg har ventet på. Jeg havde ventet en bil. Noget mere pompøst måske. I hvert fald ikke nogen cykel.

Matvienko, 33, er nyansat chefdirigent for Aarhus Symfoniorkester. Og hans rødblonde hår er blevet rusket godt igennem på vejen hertil. Han bor nu i Hvidovre med sin kone og deres søn, en kort cykeltur herfra.

Det første – faktisk det eneste – han hidtil har fortalt mig, er, at han ikke taler engelsk. Og det er jo ærgerligt. Vi mødes, fordi jeg om ikke andet kan få et indtryk af hans energi og hans personlighed, og så kan vi måske lave interviewet online og via en translatør bagefter.

Men det viser sig, at han har et stort ordforråd på engelsk, og sammen masserer vi det sammen i en forhåbentlig flydende fortælling.

Tekst Andrew Mellor | Foto Camilla Winther

For otte år siden, da Marie Jacquot var midt i tyverne, arbejdede hun som kapelmester på et lille tysk operahus. På det tidspunkt gav hun sig selv et løfte.

»Hvis jeg ikke var slået igennem som dirigent som 30-årig, så skulle jeg lave noget andet«.

Hvad ville du så have lavet?

Tekst Sune Anderberg | Foto Agnete Schlichtkrull

Emmanuel Pahud har lige været hjemme at sove en enkelt nat i Berlin, da jeg møder ham på det femstjernede Royal Radisson i København i begyndelsen af marts.

Inden da har han spillet tre koncerter med Bach-sonater i Parma, Trieste og Verona. Det er torsdag eftermiddag, og København er allerede den femte by, som den schweiziske fløjtenist har været i denne uge.

Han behøvede virkelig ikke at fare sådan rundt. 54-årige Pahud, der modtager Léonie Sonnings Musikpris i slutningen af maj, har været et stort navn siden de tidlige 90’ere.

Tekst Jeppe Rönnow | Foto Agnete Schlichtkrull

Jeg er bange for at spille Bach, fordi der skal så lidt til, før det hele falder fra hinanden. I hvert fald i de meget arkitektoniske værker som ‘Kunst der Fuge’. Jeg føler, at man nærmest kun kan ødelægge det ved at spille det. Fordi det er så perfekt, at det nærmest eksisterer i en sfære for sig selv, kræver det en vild kunstner«.

Tekst Nila Parly

»Denne ‘Tristan’ bliver til noget frygteligt! Kun middelmådige opsætninger kan redde mig! De fuldkomne vil drive folk til vanvid«, mente Wagner selv.

Og hemmeligheden? Den kan ikke udtrykkes med ord, kun med et nyt musikdrama, der øser fra samme kunstneriske kilde. Dette værk findes – ‘Parsifal’ – Wagners sidste. Begge musikdramaer bygger på ledemotiver, uendelige melodier og myter. Men ‘Tristan’ har noget helt enestående: Isoldes ekstatiske ‘Liebestod’. Kærlighedsdøden, der afslutter hele musikdramaet.

Tekst Sune Anderberg | Illustration Øivind Hovland

At vi lever i politiske tider, kan ingen længere fornægte. Selv ikke klassiske musikere, der ellers traditionelt har arbejdet med tykke mure mellem koncertsal og samfund ud fra mantraet om, at musik skal have lov at være musik.

Det har selvfølgelig alle dage været en illusion, at man helt kan adskille kunst og politik, men i dag går den altså ikke længere. Musikere bliver stillet til ansvar for deres gerninger.

Hvorfor dirigerer De ikke musik af kvindelige komponister, maestro? Hvad skal De spille koncert i Kina for? Deres holdning til den russiske invasion, fru Netrebko? Hvad med klimaet, hr.? Gaza? Sharia? Strukturel racisme?

Tekst Thomas Michelsen

»Jeg er Fanden selv,
der kommer til din triste
Seng om Natten for at
lære dig at brænde …«

Sådan begynder et digt af Sophus Claussen med titlen ‘Scherzo’.

Udtrykket er fisket fra den klassiske musik. Symfonier, sonater, trioer og kvartetter har dem: satser, der går under betegnelsen ‘Scherzo’.

Faktisk vrimler det med dem. Fra Beethoven og frem er klassisk musik spækket med scherzoer, og det lyder umiddelbart sjovt og uskyldigt. For det italienske ord scherzo – hvor ch udtales som k – betyder simpelthen en joke.