Tag: arkiv

Tekst Jeppe Rönnow | Foto Agnete Schlitkrull

Bagscenen i München lige efter koncerten: En høj kvinde, eksklusivt klædt og med mærkbar udstråling tager engageret fat i Fabio Luisis skuldre og overøser chefdirigenten med roser. Det gør man ikke sådan lige med Maestro, men det er heller ikke en almindelig koncertgænger, som har fundet vej bag scenen. Det er den tyske stjerneviolinist Anne-Sophie Mutter.

DR Symfoniorkester er på turné med stop i otte centraleuropæiske byer for at fejre DR’s 100-års jubilæum, og KLASSISK har fulgt orkestret og musikerne tre af dagene. Det er uhyre vigtigt med turnéer, siger Fabio Luisi inden han med sine over 100 mand drog ud på landevejen, med Mahler, Rachmaninov, Bent Sørensen og Nielsen i bagagen:

Tekst Michael Bo | Foto Agnete Schlitkrull

Operahuse, der har brug for en sikker succes, måske for at få råd til at sætte mere risikable titler op, griber til at sætte en ny version af ‘Tosca’ op. Eller genopsætter en gammel. Måske er der vokset en ny dramatisk sopran frem fra rækkerne, som man vil give en chance for at udvikle sig yderligere?

Det er 19 år siden, at en ung dansk operachef ved navn Kasper Holten bestilte en ny ‘Tosca’, og den har været oppe igen flere gange siden. I dag hedder operachefen Elisabeth Linton, og hun har bedt Holten stå for nationalscenens næste ‘Tosca’, der har premiere i slutningen af august.

Er der en ting jeg har hørt om ‘Tosca’ mange gange, så er det, at den er umulig at fortage sig noget med, fordi alt allerede står meget detaljeret i librettoen, nøjagtig hvor den og den kandelaber skal stå og den slags. Hvilken vej tenoren skal flygte hen …

Hvad er der overhovedet for dig at gøre?

»Det vil jo vise sig den 31. august«, siger Kasper Holten finurligt.

Tekst Michael Bo | Foto Agnete Schlitkrull

Kasper Holten er en af de operaiscenesættere, man gerne kigger lidt ekstra i kortene. Det er ikke ham, man går til, hvis man bare vil den korteste vej i mål med plottet. Af Holten, der har været direktør for Det Kgl. Teater siden 2018, forventer man en fortolkning eller rettere: en grundlæggende nyudforskning af den opera, han har sat sig for at sætte på scenen.

Hvad handler værket egentlig om, bag om alt det, vi troede, vi vidste?
Jeg sidder på teaterchefens kontor på Kongens Nytorv i København og fremlægger Kasper Holtens mangeårige kunstneriske hensigt, som om han ikke selv vidste det bedre end nogen:
Du er kendt for at være den her auteur iscenesætter. Du gør værket til dit eget. Du har din egen måde at samtidsrelatere dramaet til noget politisk og socialt, der udspiller sig lige nu.

Og så min kunstpause.

Men Tosca?!

»Hm«, siger Holten.

Af Michael Bo

Jacob Skov Andersen har stået på min liste over trofæer i årevis. Altså listen over folk, jeg er nødt til at interviewe, men som ikke sådan rigtig fuldmodent har budt sig til endnu.

Inden jeg overhovedet hørte ham synge første gang, var der unge sangere, der gik sammen med ham på Operaakademiet, som pegede ham ud i en af pauserne i Operaen:
»Det er ham den høje«.

Selv iblandt dem var der en forståelse af, at Jacob Skov Andersen ragede op på mere end én måde. Men det er svært for en journalist at forholde sig til en musiker, man ikke har hørt udfolde sig endnu, selv om nok så mange synes, han er fantastisk.

Tekst Jeppe Rönnow | Foto Birgit Tengberg

Hvor får de den fra? Al den sammensparede kraft, der diskes op med i tredjesatsen af Schumanns Klaverkvintet, hvor de hidsige, opadgående løb fra klaveret slutter i fælles crescendo-smæk med strygerne. Forskellig0e musikere sidder tæt sammen – den russiske verdenspianist, den ukrainske violinist de to dansk-koreanske strygere fra Trio con Brio og Nicholas Swensen på bratsch.

Det er sidste værk til den allersidste koncert efter et vildt forløb, hvor alle musikere har været i spil på kryds og tværs. Og alligevel har de overskud til at samles som et fem-kløver hos Schumann – og give publikum så energiske toner som finale. ‘Kammermusik på Lundsgaard’ er ved at være slut. Hvordan får de energien? Sandsynligvis gennem de særlige omgivelser, der danner ramme for festivalen, nu på tiende år.

Tekst Andrew Mellor | Foto Nikolaj Lund

Eva Ollikainen er en dirigent i høj kurs. I indeværende sæson har hun haft debut med store orkestre i London, Paris, Berlin og Zürich. Og 22. maj kan hun føje København til listen, når hun for første gang dirigerer DR Symfoniorkestret.

Imens forbereder hun sig på at afslutte en transformerende periode som chefdirigent for Islands Symfoniorkester, og den finske musiker kan roligt regne med, at en lignende jobtitel hos et endnu mere prestigefyldt orkester vil følge inden kontrakten udløber i Reykjavík i 2026. Til sommer vender hun tilbage til Proms i London, hvor hun dirigerer husorkestret, BBC Symphony Orchestra, i et program, der kulminerer med Stravinskijs ‘Le sacre du printemps’.

Sådan har det ikke altid været.

Tekst Jens Povlsen | Illustration Peter Hermann

Det er svært at ryste af sig, billedet af den spinkle, men vævre Maurice Ravel – ikke meget mere end 160 centimeter høj – der kører ambulance bag frontlinjerne under Verdunslaget i 1916, et af 1. verdenskrigs længste og blodigste slag, med granater regnende omkring sig og et sind fyldt af musik så fløjlsblød, så elegant og fuldendt som hans.

Tekst Tore Leifer

I en ødelagt, stivnet og støvet verden – mestersangernes verden, tung af regler og normer – er det, som om den unge ridder Walther von Stolzing er faldet ned fra himlen. Ned i en verden, der er ham fuldstændig fremmed. Hvad er det dog for et sted? Hvad er det, der foregår?

Det er det første, vi ser, da tæppet går op for den franske instruktør Laurent Pellys iscenesættelse af Wagners monster-opera ‘Mestersangerne i Nürnberg’. Fem timer og tre kvarter, hvis man tæller pauserne med.

»En absurd og bizar verden«, fortæller Laurent Pelly. Måske et teater, en arena eller en stor hal, der er blevet ødelagt og er ved at falde sammen. Og hvor mestersangerne stædigt fastholder deres gamle og mølædte regler. Det er det, han og scenografen Caroline Ginet har forsøgt at skabe på scenen.

Tekst Esben Tange

Det er en glad Leonidas Kavakos, der toner frem på skærmen på Teams-forbindelsen. Kavakos er i sit hjem lidt uden for Zürich i Schweiz, hvor han er mellemlandet efter koncerter i Paris, og før han skal videre til Hannover. Med stikkende skægstubbe, tilbagestrøget sort manke, iblandet hvide hår, og smilende øjne, er det, som om det slår gnister fra Leonidas Kavakos. Dog først efter at han har fået renset sin computerskærm med en fugtig klud, så han også kan se mig.

Jeg havde forventet, at det var en fortravlet musiker, jeg skulle tale med. Efter en intens uge som dirigent for det Franske Radiosymfoniorkester med musik af Beethoven og Schumann har Kavakos kun godt et døgn til at blive klar til de kommende dages prøver på Sjostakovitj’ sjældent opførte Violinkoncert nr. 2, som han efter lang tids pause igen skal spille. Men der er ingen stress at spore. Snarere en oplevelse af zen på musikermåden, hvor det at være forankret i musikken giver en indre ro, der stråler ud til alle sider af tilværelsen.

Tekst Michael Bo | Foto Toke Bjørneboe

Michael Bo (MB): Hvad er den grundlæggende forskel på de to institutioner, som I står for?

Anne Barslev (AB): »Jeg tror, at den grundlæggende forskel er, at vi har to meget forskellige opgaver. Jeg har Den Jyske Opera, som skal servicere ude i landet. Vi skal lave forestillinger, hvor vi primært besætter med dansk uddannede sangere, eller med skandinaver, der er herboende. Vi skal være en del af den fødekæde, som er i vores nære område«.