Dramaet blev vakt til live

J.S. Bachs ‘Juleoratorium’ er let fatteligt: Glæde og jubel hele vejen. Helt anderledes forholder det sig med ‘Matthæuspassionen’, hvor Jesu lidelseshistorie folder sig ud i et tre timer langt forløb med tre parallelle spor: Historiefortælling, meditative arier og menighedskoraler. Der er meget at holde sammen på, og lytteren udfordres på mange flere planer. Det handler om lidelse, sorg og refleksion. Det står som Bachs måske største værk og er omgivet af en ærefrygt, der undertiden kan stå lidt i vejen for oplevelsen.

I Københavns Domkirke var det det meget velindstuderede Københavns Drengekor, som var rygraden i opførelsen. Koret fejrer sit hundrede års jubilæum i fineste form, og med Carsten Seyer-Hansen som dirigent lagde drengestemmerne sammen med de ungdommelige herrer en lys og ungdommelig klang over værket.

»Hvis man ideelt set kunne have ønsket sig lidt mere bid i klangen og skarpere artikulation i de dramatiske afsnit, blev de lyriske afsnit til gengæld betagende smukt sunget«

Hvis man ideelt set kunne have ønsket sig lidt mere bid i klangen og skarpere artikulation af den tyske tekst i de dramatiske afsnit, blev de lyriske afsnit til gengæld betagende smukt sunget. Carsten Seyer-Hansen valgte i lyset af den historisk informerede opførelsespraksis lette og hurtige tempi og formåede med sine fine, dansante rytmer at navigere i domkirkens lidt svømmehalsagtige akustik på bedste vis. Han havde klart en vision med værket, ikke mindst i koralerne, der blev integreret i forløbet på spændende vis. Han kunne også hugge til i de dramatiske afsnit.

Barokorkestret Camerata Øresund, med Peter Spissky som leder, var den anden hovedaktør. Et højkvalitets ensemble med fine solister, som også fik lov at fungere på egen hånd i nogle af arierne, hvor Carsten Seyer-Hansen satte sig ned og overlod ansvaret til sangere og musikere. Det var ikke de ringeste øjeblikke af opførelsen, med højdepunkter som ‘Erbarme dich’ og den krigeriske ‘Gebt mir meinen Jesum wieder’ med to forskellige violinsolister, begge fremragende.

Martin Vanberg sang det store evangelistparti med let stemme og tydelig tekstudtale, men havde desværre valgt en lidt kølig fortællestil. Omvendt var tenorkollegaen Conny Thimander fuld af glødende affekt i sine arier, hvor temperaturen steg. Han påtog sig også Judas’ replikker med stor virkning. Her blev dramaet vakt til live af en karaktersanger, der brændte igennem.

De fleste solopartier var på godt og ondt besat med operasangere, som sopran Helena Shuback, der satte scenen ved Jesu tilfangetagelse effektivt, men ikke rigtigt kunne få stemmen til at flyde let sammen med de høje træblæsere i den æteriske ‘Aus Liebe will mein Heiland sterben’. Sophie Haagen sang alt-partiet smukt med varm og fyldig røst. Bassen Florian Dengler buldrede til gengæld lidt rigeligt.

Hannes Öberg sang Jesus’ replikker med stor indlevelse og prægtig stemme, om end lidt svensk farvning af de tyske vokaler. Som med alle de store, komplekse og bjergtagende musikværker eksisterer der ikke en opførelse af ‘Matthæuspassionen’, der kan tilfredsstille alle. Men dette var en smuk og indtrængende oplevelse.

Mikael Garnæs

J.S. Bach: Matthæuspassionen
Martin Vanberg, Hannes Öberg, Helena Shuback, Sophie Haagen, Conny Thimander, Florian Dengler, Københavns Drengekor, Camerata Øresund, dirigent Carsten Seyer-Hansen.
Københavns Domkirke 12. april 2025.