‘Fidelio’ uden fremdrift | Operaanmeldelse

‘Fidelio’ kan være en inspirerende opera i krisetider – især når krisen involverer en vis grad af indespærring. Historien om en kvinde, der forklæder sig som mand for at redde sin uskyldige ægtefælle fra fængslet, kan diskuteres, og Beethovens eneste opera er også underligt udformet. Men en ting som komponisten ramte helt rent, er slutningens fokus: en triumferende lovprisning af frihed og håb, som er opera-versionen af hans ‘An die Freude’ i Symfoni nr. 9.

»Måske er der flere idéer skjult i denne sterile og fantasiløse produktion, men de går tabt bag et stort materet glas, som fylder en del i opsætningen«

Operachef John Fulljames nye opsætning af ‘Fidelio’ slutter dog med at pege fingre af os alle, da slutscenen drejes for at komme med et politisk standpunkt, og man efterlades med en hul fornemmelse. I denne opsætning bliver den sidste scene en markering af, at vi alle desperat søger efter en form for retfærdighed men samtidig ukritisk fordømmer uskyldige uden rettergang på de sociale medier. Man må formode, at produktionen er planlagt længe før Covid-19 betød noget for alle andre en forskere, men i en tid hvor håb er en mangelvare, falder det sidste twist i opsætningen til jorden.

Og det er desværre ikke det eneste problem. Måske er der flere idéer skjult i denne sterile og fantasiløse produktion, men de går tabt bag et stort materet glas, som fylder en del i opsætningen. Dirigent Gregor Bühl, der er kommet ind i sidste øjeblik på et afbud, svælger i Beethovens dystre toner i fangehullet, men han formår desværre ikke at bevæge sig ud af mørket og op i lyset, der er ofte ubalance i korstemmerne, og kapellet glider ud og ind af sync. I scenen hvor Leonore er tvunget til at grave sin ægtemands grav, udebliver det symfoniske momentum, som skal drive operaen frem mod tæppefald. Og i stedet for at stråle i ‘O welche Lust!’, da fangerne bliver frigivet fra deres lænker og igen ser lyset, lyder koret presset og hård i klangen.

I denne version er den langsomme sats fra Beethovens Strygekvartet nr. 15 (op. 132) udeladt i genforeningsscenen, og det er Beethovens andet valg af ouverture (Leonore nr. 3, som afslører operaens finale), der indleder operaen. Al dialog er fjernet, hvilket skaber en uhensigtsmæssigt overgang mellem nogle af arier og ensemblestykker.

Hvis man skal se denne ‘Fidelio’, så er det på grund af Stephen Millings fremstilling af fangevogteren Rocco – en mand, der desperat ønsker at handle retfærdigt, men som ikke altid er klog nok til at gøre det. Milling synger smukt. Ann Petersen tilfører sin karakteristiske styrke til Leonores vokalt udfordrende rolle, uforstyrret af det enorme vokale spænd og tekniske forhindringer i den centrale arie ‘Abscheulicher!’ – men til tider er hendes sang skarp i klangen.

I partiet som hendes ægtefælle, Florestan, matcher tenor Niels Jørgen Riis ikke Petersen. Hans skuespil er komisk overspillet, og hans stemme lyder ofte presset og flad. Thomas Johannes Mayer præsenterer livagtigt fængselsguvernøren Don Pizarro – en mand uden moral og drevet ud i alkoholmisbrug. Mary Bevan er smidig og livlig som Marcelline, men efter seks måneders inaktivitet i Storbritannien har hendes stemme mistet noget af sin friskhed. Beethoven er heller ikke hendes stærkeste kort. Med seks opsætninger tilbage er det op til vikaren Bühl, om han vil redde denne ‘Fidelio’ ved at skabe den musikalske elektricitet, der manglede ved premieren. Jeg håber, at han vil prøve.

/ Andrew Mellor

‘Fidelio’, Operaen, Kgl Teater, Kbh. 27.09.20

Foto: Camilla Winther / DKT

Læs mere: Trist ‘Vinterrejse’ til innovativt Festspil | Koncertanmeldelse