Anmeldelse

Forklarelsens nat | Koncertanmeldelse

Dirigent Ryan Bancroft og DR SymfoniOrkestret begyndte i de dunkle skove i Tyskland, fortsatte ind over et stemningsfuldt nattemørke i Aarhus og sluttede oppe i himlen i det høje nord i Finland, hvor 16 svaner fløj forbi med temaet til Sibelius’ femte symfoni.

★★★★ ★★

Allan Gravgaard Madsen - Nachtmusik - DR SymfoniOrkestret 2019

De bare næver hos Malkovinder-dirigenten Ryan Bancroft havde fokus på klangen i orkestret. Dirigentstaven lod han ligge, og musikerne responderede med en smuk og sart tone, som bragte lytteren til den mørke skov, hvor Richard Dehmels digt udspiller sig. Kvinde betror sin nye elsker, at hun er gravid, og at barnet ikke er hans. Et forklarelsens skær opstår undervejs i samtalen, hun har tændt en indre glød i manden, som accepterer barnet og kvinden – ”Du har gjort selv mig til et barn.” Handlingen udspilles i musikken, og særlig de sidste minutter blev eminent fremført: Violinernes hurtige løb kan lyde som regndråber, men er i virkeligheden forklarelsens små poetiske dryp, der helt metafysisk daler ned over parret, som går igennem den – nu oplyste – skov.

»Jeg hører musikken som en forklarelse på sjælelivets mørke sider – mere specifikt Allan Gravgaard Madsens indre, sat i musik«

Som lytter er man forhåbentlig selv lidt forvandlet, når dirigenten lader hænderne hvile – så det må være svært at komme efter dette værk. Men det lykkes faktisk for Allan Gravgaard (foto) med den nyskrevne koncert for violin, klaver og orkester.

Besætningen er ikke konventionel, og det meste omkring den 35-årig komponist er også temmelig ukonventionelt. Ikke alene har han fortalt vidt og bredt om værkets skabelsesproces i en radiodokumentar, på Facebook og i interviews, men sideløbende med sin komponistgerning har han også et alter ego i satirens verden: ‘Speaker-Allan’ har i fire år jævnligt optrådt i Den Korte Radioavis på Radio24syv. Han komponerer avantgardemusik – hvor en videoprojektion af hans egen hårklipning f.eks. kan indgå i et værk – men citerer ivrigt Gustav Winckler, når den kunstneriske skabelsesproces skal kommenteres.

Christina Åstrands violin lader et lyst ‘e’ klinge som åbning i værket – hendes ægtemand og duomakker Per Salo responderer med samme tone på flygelet. Gravgaard har i forvejen advaret om, at musikken er meget enkel i begyndelsen, og nærmest helt hændelsesløs – alligevel virker det overraskende og også ukonventionelt, at de to solister faktisk kun spiller denne ene tone de første små ti minutter. Men det virker! For øret kalibreres, og sanserne skærpes til at lytte efter detaljer og underlæggende musikalitet i resten af stykket. Hændelsesløst er det ikke, for der sker en del. Allan Gravgaard formår at skabe et helt motiv ud af den ene tone: motivet består af selve tonens intensitet, som varieres og gøres rytmisk kompleks undervejs. En violin kan relativt let spille fra svagt til kraftigt på én tone og dermed ændre intensiteten, men klaverstemmen evner også dette i værket. Med gentagelser, anslagsvariation, triller og begavet brug af instrumentets store resonans-kasse skabes der klangfuld intensitet, og de første ti minutter udspiller sig som en intim duet mellem de to meget forskelligartede instrumenter.

Men pludselig giver fløjten en anden tone i orkestret (et ‘a’): et interval er skabt, og dermed en harmonisk retning for de næste toner. Øret har higet efter flere toner i sin iver efter at skabe harmoni, og de efterfølgende detaljer og toneforandringer opfattes nu med fornyet styrke.

‘Nachtmusik’ er opstået efter en nattevandring i Aarhus, hvor komponisten i rastløshed gik rundt i natten og sugede til sig af lyde, man normalt ikke hører. Samtidig opleves det som et meget personligt værk – både fordi det er skrevet direkte til de to solister, som komponisten har besøgt forinden og forsøgt at komme lidt ind under huden på (alle toner i værket er f.eks. fra et Alban Berg-citat, som hænger på væggen i ægteparrets hus). Men også fordi Allan Gravgaard vist ikke hørte så mange ydre toner på sin nattevandring. Jeg hører derfor mere musikken som en forklarelse på sjælelivets mørke sider – mere specifikt Allan Gravgaard Madsens indre, sat i musik. Det er ikke en nat i dyb søvn og dermed drømmerier – men en vågen nat, hvor sjælens indre uro kulminerer i en stor og fyldig, romantisk akkord i førstesatsen. Komponisten har også kaldt sig selv for skabsromantiker. Formmæssigt minder koncerten derfor om Saint-Saëns’ ‘Danse Macabre’ – der udspiller sig på en kirkegård om natten, hvor skeletter giver den gas i efter-midnatsmørket, men her omhandlende det indre liv. Basbasunerne danner f.eks. sammen med paukerne en dyb og insisterende rytmisk figur, som om det er underbevidstheden, der prøver at trænge sig på. Ligesom i filmen Being John Malkovich, hvor hovedpersonerne får mulighed for at komme ind i hovedet på den kendte skuespiller, får lytteren her mulighed for at komme ind i komponisten Allan Gravgaard Madsens indre sjæleliv.

Værket slutter meget abrupt, og det første jeg tænkte på bagefter, var et genhør. Hvilket heldigvis var muligt et par timer efter torsdagskoncerten, som kan streames på DR’s hjemmeside. Ved hver nærlytning af de 26 min. i ‘Nachtmusik’ opstår der nye detaljer og lag. Særligt de harmonisk flimrende klange er interessante at følge.

Ryan Bancroft og orkestret havde tabt pusten efter pausen, så Sibelius’ femte symfoni blev ikke nogen stor oplevelse. Uden dirigentstok skabte han flot klang, men præcisionen manglede i den grad hos Sibelius – hvor de to første satsers primære funktion nok er at lede hen til finalen med det omtalte opadgående svanemotiv. Uhyre enkelt motiv, som Sibelius folder elegant ud, så værket kan være vældig gribende. Bancroft havde ikke nok fokus på overgangene, og musikken faldt derfor lidt fortumlet ind i de berømte temaer og motiver. Synd.

Aftenens højdepunkter var derfor klart Schönberg og Gravgaard Madsens musikalske sjæleliv.

/ Jeppe Rönnow

6. sep. DR Koncerthuset, DR SymfoniOrkestret, dirigent Ryan Bancroft, solister Christina Åstrand og Per Salo.

Foto: Agnete Schlichtkrull / DR

Læs også: Når det utænkelige lykkedes | Operaanmeldelse

Bestil gaveabonnement på magasinet KLASSISK

FLERE ANMELDELSER