Magien forduftede undervejs

Koncertprogrammet på den anden side af Øresundsbroen fik denne torsdag aften mine tænder til at løbe i vand: Sibelius’ sjældent opførte ‘Lemminkäinen’-suite – en forklædt symfoni, som indeholder noget af komponistens mest fascinerende musik – samt en nyskreven symfoni af svenske Tobias Broström (foto), som er dybt inspireret af sit finske forbillede.

Sibelius’ ‘Lemminkäinen’-suite består af fire satser, der handler om forskellige episoder fra Finlands nationalepos, ‘Kalevala’. Den kombinerer komponistens organiske tænkning med hans talent for historiefortælling. Men den er også fuld af idiosynkratiske detaljer og notorisk er svær at opføre. Malmø Symfoniorkester og dirigent Johannes Gustavsson beviste desværre, hvor svært det er.

»Malmø Symfoniorkester kunne godt have brugt mere øvetid på ‘Lemminkäinen’, men årsagen skyldes sikkert det efterfølgende stykke«

Ydersatserne er der mest kød på. Den første sats er en 14 minutter lang skildring af elskov, der vokser til et overvældende klimaks. Fra dirigentens perspektiv handler det om at kontrollere momentum og nedtone detaljerne til fordel for helheden. Aftenen blev indledt med en hornklang og fandt herefter aldrig rigtig ro, men dirigenten fik sidste sats til at koge frem mod den afsluttende forløsning.

Den sidste sats, et åndeløst ridt på hesteryg, som repræsenterer Lemminkäinens hjemkomst, fungerede godt. Her hørte vi detaljer som galopperende hove og fuglefløjt. Den sværeste del af satsen, at skifte gear som forberedelse til satsens fredelige slutning, blev en anelse bøvlet.

Inden da var det tid til den kendte andensats, ‘Svanen fra Tuonela’. På engelskhornet gav Steffen Blindheim os en kølig skildring af den sorte svane, der svømmer i den kulsorte flod. Jeg savnede dog mere kulde i klangen fra de akkompagnerende strygere. I tredje sats kæmpede orkestret med de tætvævede overgange.

Malmø Symfoniorkester kunne godt have brugt mere øvetid på ‘Lemminkäinen’, men årsagen skyldes sikkert det efterfølgende stykke. Tobias Broströms Symfoni nr. 1, ‘Albedo’, blev uropført sidste år af Göteborg Symfoniorkester, og værket er næsten lige så langt som ‘Lemminkäinen’, men endnu sværere at spille. Tobias Broströms musik er flydende som Sibelius’ med en lignende brug af rytmer og mønstre til at skabe fremdrift.

Man finder også træk fra komponisterne Magnus Lindberg og Einojuhani Rautavaara i Broströms musik, der til tider er langt mere interessant, og andre steder mindre fokuseret og sammenhængende. Det virker som om, at symfonien er strømmet naturligt fra komponistens pen, hvilket er et godt tegn. Og forhåbentlig vil Broström en dag føle trang til at vende tilbage til partituret og revidere det. Det virkede i høj grad for Sibelius!

Broströms symfoni har nogle slående passager i løbet af de tre satser, som er inspireret af alkymiens 2. stadie, ‘den hvide fase’, som er kendetegnet ved transformation og forædling. Begrebet transformation er godt indfanget i symfonien. Især i anden og tredje sats præsenterer komponisten nogle frodige musikalske flow og originale harmoniske bevægelser. Nogle gange flyder musikken som lava – meget lig Sibelius – andre gange, som i tredje sats, trækkes den ind i forskellige rytmiske systemer og danse.

Stilhed og lys er sværere at indfange i musikken. Sibelius klarede det godt, men Broström er mindre overbevisende. Hver af hans satser løb ud i sandet med en underlig følelse af utilfredshed, som om komponisten ikke var i stand til at indfange den effekt, han ønskede.

Broström strukturelle idéer vakler ind i mellem, men hans håndværk er generelt stærkt, men spar gerne på brugen af celeste, som blev benyttet alt for meget, og i slutningen af symfonien var magien for længst forduftet.

/ Andrew Mellor

Foto: Jesper Lindgren

Sibelius & Broström
Malmø Symfoniorkester, dir. Johannes Gustavsson.
Sibelius’ ‘Lemminkäinen’-suite og Broströms Symfoni nr. 1, ‘Albedo’.
Malmø Live, 14.9.23