Anmeldelse

Nostalgiske tråde | Pladeanmeldelse

Christina Åstrand: Romance / Christina Åstrand (violin), Turku Philharmonic Orchestra, dir. Jukka Iisakkila / Dacapo 6.220652

★★★★★

Christina Åstrand Romance-Dacapo 6.220652 | Magasinet KLASSISK

Christina Åstrand, der til daglig er koncertmester i DR Symfoniorkestret, har rodet i Det Kongelige Bibliotek og DR’s arkiver på jagt efter korte stykker for violin og orkester fra den danske guldalder. Derefter er hun rejst til Finland med en drøm om at få de valgte partiturer til at »skinne igen som perler« sammen med Turku Filharmonikerne og dirigent Jukka Iisakkila.

Disse ‘romancer’ er bevidst enkle i udtryk og form, og violinen anskues som den syngende menneskelige stemme eller en tæmmet violin. Musikken trækker mest nostalgiske tråde bagud til det nittende århundrede, som om komponisterne – ligesom resten af Danmark – kunne se rædslerne i det tyvende århundrede nærme sig. Som megen anden dansk musik fra denne tid er der en del modsatrettede følelser lige under overfladen.

»Christina Åstrand forsøger aldrig at gøre musikken til noget andet, end hvad den er«

Noget af musikken er faktisk ganske bekendt. Johan Svendsens Romance, (op. 26) er blevet indspillet flere gange, og en sammenligning med de tidligere optagelser er nyttig. Åstrands fortolkning svarer fint til den ‘perle’, hun beskriver på pladeselskabets reklamevideo for udgivelsen, og den perle, der pryder forsiden af cd’en. Der lægges vægt på det billedskønne snarere end den følelsesmæssige glød, og Åstrand afvejer omhyggeligt brugen af vibrato, mens orkestret maler et tåget, men dog gennemskinneligt billede bag sig. Når hovedtemaet gentages over strygernes tilbagetrukne tremolo, der med en fuglelignende fløjten kalder på violinen, kan man høre hvor smukt denne afmålte tilgang kan være. Man kan diskutere om den indledende melodi i Carl Nielsens lige så kendte Romance (alias den første af hans Fantasistykker, op 2 for obo og klaver, arrangeret her for violin og orkester af Hans Sitt) mangler mystik, når det spilles så relativt lige på, som det er tilfældet her og med et lige så uskyldigt akkompagnement. Men denne direkte tilgang tillader Carl Nielsens harmoniske og melodiske sprog at tale for sig selv og minder os om, hvor forskellig hans musik kunne være.

Ellers forsøger Åstrand aldrig at gøre musikken til noget andet, end hvad den er, hvilket gør bedømmelsen af dens kvaliteter mere ligetil. Den største opdagelse for mig var Louis Glass’ Romance, der ikke er indspillet før, og som minder om en bøn og kulminerer i en magisk stemning, der kunne være orkestreret af Engelbert Humperdinck. Peter Lange-Müllers Romance er hyggelig og fuld af komponistens karakteristiske idiomer (med en dejlig solo for engelskhorn). Ludolf Nielsens Romance og Berceuse er interessante for deres forskellige måder at integrere folkemusik, August Ennas Barcarole afslører sin operahumor, og det er let at høre, hvorfor Niels W. Gades Rokoko Capriccio blev opført af Joseph Joachim. Den er virtuos, livlig, men også lidt kræsen i udtrykket, som megen af Gades musik kan være.

Christina Åstrand spiller uden overflødig anstrengelse og gennem hele udgivelsen er lyden af hendes Stradivarius fra 1705 konsistent i sin varme klang, især i det midterste register. Hvis hendes kombination af delikatesse og kærlighed ikke kan overtale dig til at elske disse stykker, så er der intet, der kan.

/ Andrew Mellor

Læs mere: Forklarelsens nat | Koncertanmeldelse

Læs anmeldelsen i KLASSISK nr. 60

KLASSISK udkommer både som magasin og online. Med et abonnement får du både tilsendt de kvartalsvise magasiner, samt adgang til det fulde kartotek her på hjemmesiden.
Bestil gaveabonnement på magasinet KLASSISK

FLERE ANMELDELSER